mandag, maj 22, 2006

 

Det demokratiske underskud

Villy Søvndal giver i sin kronik i Politiken d. 18 maj 2006 alle grunde, hvorfor Anders Fogh bør stilles for en rigsret.
~_¤_~
 
Det danske demokrati er under pres. Ikke fra islamistiske fanatikere, men fra langt mere nærværende og langt mere magtfulde kræfter. Der er grund til at råbe op nu. Og der skal råbes højt. Vi tager i den grad demokratiet for givet, at mange ikke længere forestiller sig, at det kan trues indefra, men kun udefra. Det er en stor og alvorlig fejl.

Lad mig give seks eksempler på konkrete forhold, som danner baggrund for min påstand.

For det første: Statsminister Anders Fogh Rasmussen har i mere end to år ikke givet ét eneste interview til noget dansk medie om krigen i Irak. At Danmark er involveret i en krig og i en besættelse, medvirkende årsag til en de facto-borgerkrig samt selv har øget risikoen for at gøre Danmark til et mål for terror er åbenbart ikke grundlag for at belemre befolkningen med sine vurderinger.

Statsministeren har fået 21 forespørgsler fra etablerede danske medier om Irakkrigen siden marts 2004. Det er efter min mening beskæmmende få, og antallets lidenhed bør give journaliststanden i Danmark en besk smag i munden. Men det ændrer jo ikke ved det faktum, at Fogh har haft 21 muligheder for at give et interview om Irak. Statsministeren har desuden fået mere end 250 henvendelser fra én Cavlingprisbelønnet journalist om samme emne. Det er blevet ham nægtet. Statsministeriet skriver direkte til Ombudsmanden - efter en klage over de mange ubesvarede interviewforespørgsler - at man (Statsministeriet) har valgt en »tavshedens strategi« i forhold den pågældende journalist.

Tillad mig at minde om, at Fogh trods alt er statsminister og øverste ansvarlige - Commander in Chief - som Foghs ven, George W. Bush, ville sige. Og han er tilmed også minister for pressen. Men nægter altså at give et sammenhængende interview om det forhold, at vi er i krig. Det er intet mindre end en skandale, og alle demokratiske alarmklokker burde bimle - selv hos Venstre og på Jyllands-Postens redaktionsgang.

For det andet: Der kom for nylig en undersøgelse af de politiske partiers mediedækning. Den viste, at regeringspartiet Venstre får langt den største del af opmærksomheden i danske mediers dækning af politik. Ikke alene har landets største og regeringsbærende parti altså langt den største andel af spaltepladsen. Som ovenfor påpeget kan Venstre og statsministeren også selv vælge, hvad den vil i pressen med. Det er gunstigt for Venstre og regeringen, men meget lidt gavnligt for demokratiet.

Vi så det tydeligt i forbindelse med beslutningen om, hvorvidt Danmark overhovedet skulle deltage i Irakkrigen. Her var der indkaldt til partilederrunde på tv, samme aften som det mindst mulige flertal i Folketinget havde vedtaget den danske deltagelse. Men Fogh sagde nej, hvorefter Bendt Bendtsen og Pia Kjærsgaard fulgte trop. Og så opgav DR at lave en partilederrunde om den største udenrigspolitiske beslutning i årtier.

Det er et voldsomt demokratisk problem, at Fogh kan vælge 'tavshedens strategi' og undgå at komme i situationer, hvor han risikerer kritiske spørgsmål eller være i mand til mand-situationer med oppositionen for åben skærm.

For det tredje: Danmark mangler én eller flere demokratiske kontrolfunktioner. Som det er i dag, kan Folketinget udøve kontrol med magten, blandt andet ved at stille spørgsmål til ministrene. Det har jeg som bekendt gjort flittigt - og ikke uden grund. Men jeg har også måttet erfare, at kvaliteten af besvarelserne dagligt når nye lavpunkter. Bedst som man tror, at nu kan det ikke blive dårligere, udviser ministrene en ufattelig opfindsomhed i at udvide enhver almindelig forestilling om tomhed og tomgang.

Derfor mangler Danmark et niveau mellem de såkaldte paragraf 20-spørgsmål (i Folketingets forretningsorden) og egentlige kommissioner. Jeg synes, vi har brug for en høringsinstitution, hvor f.eks. ministre - ligesom vi kender det fra USA - skal svare under vidneansvar og i realiteten kan spørges om alt, der vedrører emnet.

I forbindelse med Irakkrigen krævede SF en uvildig undersøgelse. Det nægtede det politiske flertal os. Som et figenblad indkaldte regeringen til en såkaldt 'høring'. Men den bestod i, at statsministeren og udenrigsminister Per Stig Møller kunne komme, levere et embedsmandsoplæg og derefter gå igen, uden på noget tidspunkt at være blevet bragt i en situation, hvor de risikerede et kritisk, ubehageligt eller uventet spørgsmål. Det havde intet med en høring at gøre, det har intet med demokrati at gøre - det var og er en farce. En farce, som man gladelig lod sig være statist i fra radikal, socialdemokratisk og kristendemokratisk side. SF valgte derfor - sammen med Enhedslisten - at stille spørgsmål til Fogh i folketingssalen i stedet. Et sted skulle Fogh ikke slippe af sted uden kamp til stregen.

For det fjerde: At terror er blevet et af vor tids helt store problemer og udfordringer - om ikke andet, så på grund af den frygt og angst, terror skaber - er hævet over enhver tvivl. Men i en række lande - med USA og Storbritannien som skræmmeeksempler - er denne trussel mod demokratierne blevet besvaret med en lovgivningsmæssig undergravning af det selv samme demokrati, som vi burde beskytte.

Med regeringens og Lene Espersens udspil til ny terrorlovgivning er et flertal i Folketinget parat til at sidde alle advarsler fra internationale organisationer, fra førende universitetsforskere, fra borgerrettighedsforkæmpere, fra advokater, dommere og deres organisationer - og såmænd også fra politiet - samt ikke mindst fra oppositionen overhørig.

Selv langt ind i de borgerliges egne rækker er der protester, men al modstand tromles ned. Man svækker demokratiet og borgernes retssikkerhed uden at have den mindste sikkerhed for, at man med initiativerne beskytter danskerne bedre mod terror. Symbolpolitikken får forrang for såvel fornuft som demokrati.

For det femte: I forlængelse af den såkaldte Grevil-sag, hvor en efterretningsagent lækkede nogle fortrolige oplysninger, som afslørede, at regeringen talte mod bedre vidende i sin begrundelse for at deltage i krigen i Irak, er der nu udsigt til, at to danske journalister samt chefredaktøren fra Berlingske Tidende - som bragte historien og de lækkede papirer - risikerer fængsel. I lighed med Frank Grevil selv, som er blevet idømt fire måneders fængsel.

I forlængelse af de nye og demokratisk dybt problematiske terrorlovgivninger, der hærger den vestlige verden, sidder flere og flere journalister i Europa nu sigtet for at have offentliggjort oplysninger, som myndighederne ønsker forseglet. Det giver bl.a. det problem, at kontrollen med magten og trykke- og pressefriheden er truet.

Dette burde virkelig få den samlede journaliststand på benene. Det burde få de intellektuelle på barrikaderne. Det burde sende rystelser gennem universitetsmiljøerne. Desværre er der påfaldende tavst, og den udbredte intellektuelle dovenskab eller tilfredshed med tingenes tilstand er i sig selv den største fare for demokratiet. For at statsmagten forsøger at udvide sin magt og nedtone eller decideret undertrykke uønsket viden, er jo grundbogspensum. Så det er tavsheden fra dem, der kunne og burde være vagthunde, magtens kritikere og intellektuelle udfordrere, der er det virkelige samfundsmæssige og demokratiske sygdoms- og svaghedstegn.

For det sjette: Den store og principielle diskussion, der sporadisk nåede at stikke hovedet op under Muhammedkrisen - altså inden Fogh druknede den i indenrigspolitisk fnidder og fra sin høje hest satte får- og bukke-prædikater på andre - afslørede det enorme demokratiske hykleri, der findes hos mange borgerlige politikere og meningsdannere. De forsøgte at holde hele Irakkrigens demokratiske underskud og terrorlovgivningens ditto ud i strakt arm, mens de omkostningsfrit kunne nøjes med at tordne mod Irans præstestyre og Abu Laban. At de løb en åben dør ind i forhold til såvel befolkning som et enigt Folketing - fra højre til venstre - nedtonede ikke behovet for at rette fokus mod et alt andet lige temmelig overkommeligt fjendebillede, nemlig de reaktionære islamister. De er bestemt kritik værd. De skal bestemt tages alvorligt. Og jeg har selv leveret hård kritik i den retning. Men de højestråbende politikere og meningsdannere har været larmende tavse om Irakkrigens enorme afgrund af demokratisk underskud. Det er skammeligt.

De virkelige demokratiske udfordringer, som ovenfor nævnt, er derfor stadig ikke kommet på dagsordenen. Der er stadig larmende tavshed om Irakkrigens manipulerede grundlag.

Irakkrigens gru bliver omtalt, som om USA var alene i Irak. Problemet er bare, at Danmark er med. Men vi diskuterer det, som om det ikke var tilfældet, og som om vi derfor kan ryste forfærdelighederne af os som 'de andres problem'. Men det er ikke de andres. Det er vores.

Vi må tage reelt ejerskab af vores medansvar, og indtil vi gør det, oprigtigt og alvorligt, står vores demokrati ikke alene svækket, men truet. Truet på den ene side af ligegyldighed og tavshed fra dem, der burde kritisere, truet på den anden side af dem, der har forvaltet og besluttet, så de med rette skulle kritiseres.

Det er mig derfor komplet ubegribeligt, hvordan det kan lade sig gøre, at Frank Grevil og nu også Berlingske-journalisterne skal stå til ansvar for at offentliggøre sandheden, mens magtens manipulatorer og usandhedsvidner kan gå fri. Det er et paradoks så himmelråbende, at ethvert menneske, der er optaget af retfærdighed, må tage sig til hovedet.

SF har foreslået, at offentligt ansatte skal kunne bryde tavshedspligten, hvis vægtige demokratiske interesser står på spil. Mulighederne for denne såkaldte whistle-blowing - altså at offentligt ansatte qua deres særlige viden og kompetence fra jobbet skal kunne bryde deres embedes pålagte tavshedspligt - er simpelthen demokratisk nødvendigt.

Ikke mindst i en tid, hvor sagkundskab forsøges truet og intimideret ihjel gennem bandbuller fra Folketingets talerstol om 'smagsdommere' og 'ekspertvælde'. Det er bydende nødvendigt i en tid, hvor skiftende ministre og medlemmer af Dansk Folkeparti slæber navngivne journalister igennem avisspalterne, fordi de har tilladt sig at stille kritiske spørgsmål. Og det er bydende nødvendigt, at mennesker med viden af vital interesse for samfundet og demokratiet tør bidrage til at få sandheden ud, når ministrene notorisk taler udenom eller vælger 'tavshedens strategi'. Eller når de simpelthen nægter at mødes med kritiske journalister eller være i situationer med pressen eller med den politiske opposition, hvor det ikke er ministeren selv - og det er i særdeleshed Anders Fogh Rasmussen, jeg sigter til - der har den fulde kontrol med begivenhederne. Det er - ærlig talt - noget pauvert at have modet til at sende andre i krig og så ikke engang have modet til at mødes med en kritisk journalist fra Ekstra Bladet.

Handlede det bare om Foghs forfængelighed og manglende mandsmod, kunne vi jo nøjes med at trække på skuldrene. Men det er jo desværre langt alvorligere end som så. Det er et demokratisk problem. Og det er at vende tingene fuldstændig på hovedet, når det gøres til en forbrydelse at forsvare demokratiet og handle i demokratiets tjeneste, når det rettelig burde være en forbrydelse at lade være. Og det er helt bagvendt, når de, der taler sandt, står sigtet eller dømt, mens de, der talte usandt og havde magten til at iværksætte ulovlige beslutninger, går fri.

Situationen er derfor temmelig alvorlig. At pege på, at det demokratiske underskud er langt større i et utal af andre lande, er et usselt figenblad. Er vores ambition ikke større end såvel USA's som Iraks, når det gælder demokratiets nødvendighed?

Netop Irak er vitterlig skoleeksemplet, fordi Irakkrigen - da alt sludderet om masseødelæggelsesvåben og Iraks medansvar for 11. september var pillet fra hinanden - blev forsøgt begrundet med henvisning til indførelse af demokrati, overholdelse af menneskerettigheder, krav om fri presse og de andre frihedsrettigheders indførelse som den bestemte modpol til Saddam Husseins forbryderiske regime.

I hele retorikken om civilisationskamp synes Vestens moralske og politiske overlegenhed at være båret af dette ene, at vi har demokratiet, og intet er højere eller ved siden af dette. Hele George W. Bushs politiske bagland er som besat af denne moralske overlegenhed, der med nødvendighed giver retten til at hugge enhver modstand ned for fode samt ikke mindst at kunne ikke bare gradbøje, men også pervertere de selv samme værdier, som man hævder at slås for. For målet helliger midlet. Den kurs er lige så fatal, som den er hyklerisk.

At en lang række demokratiske kræfter i totalitære samfund på den ene side håber på vestlig opbakning, men at de samme kræfter på den anden side må føle sig noget frustrerede over fremgangsmåden og Vestens moralske svigt, er både evident og forståeligt. Det giver bagslag i forhold til de kræfter i verden, som virkelig godt kunne have brug for demokrati og de højeste standarder.

Men det svækker også de eksisterende demokratiske kræfters kamp for rettigheder, vi anser for normale, og som vi kalder universelle. Det er derfor ikke alene dybt beskæmmende, at Vesten har videreført Saddam Husseins torturmetoder i Irak. Det er ikke alene dybt foruroligende, hvor mange gange civile irakere er blevet uskyldige ofre i brutale krigshandlinger. Det er ikke kun et spørgsmål om, at Irakkrigens foreløbige omkostninger på cirka 278 milliarder dollar kunne have været anvendt langt bedre i fredens og oplysningens tjeneste. Det er også i detaljen, at vi finder den djævelske sandhed: Koalitionen - med USA i spidsen - køber irakiske journalister og irakiske medier til at bringe proamerikanske og koalitionsvenlige indslag. Midt i det påståede demokratiseringsprojekt korrumperer man pressen, og det tegner sort for et eventuelt fremtidigt irakisk demokrati, hvis dets presse er til fals og kan købes til at please magthaverne, nøjagtig som de skulle under Saddam Hussein.

Den virkelige bekymring bør derfor også ramme os selv. For hvad sker der med os selv, når vi lader demokratiet og de frihedsrettigheder og de værdier, demokratiet bygger på, beskære efter de siddende magthaveres forgodtbefindende?

Perspektiverne ved Foghregeringens måde at lede landet på er mange, alsidige og stærkt foruroligende. Den intellektuelle og den kritiske journalist efterlyses - med få markante undtagelser. For der er i den grad brug for et helt andet Danmark, hvor demokratiet ikke er reduceret til en vits, ikke er reserveret til skåltalerne og ikke er noget, man kan slippe af sted med at påberåbe sig som undskyldning, når man i demokratiets navn vil undergrave det selv samme demokrati, som man hævder at forsvare. Det bedste forsvar for demokrati er derfor at praktisere det. Det gør regeringen Fogh ikke - med alvorlige følger for både indre danske forhold og for Danmarks position i verden.


Opret en personlig blog og del dine billeder på MSN Spaces

lørdag, maj 20, 2006

 
NEIL pics ....
His new record ... LISTEN NOW!

Play: LIVING WITH WAR
(let it run one time, before it plays smoothly)
HOME - SEE THE COVER

This page is powered by Blogger. Isn't yours?

Cost of the War in Iraq
(JavaScript Error)
To see more details, click here.