mandag, maj 22, 2006

 

Det demokratiske underskud

Villy Søvndal giver i sin kronik i Politiken d. 18 maj 2006 alle grunde, hvorfor Anders Fogh bør stilles for en rigsret.
~_¤_~
 
Det danske demokrati er under pres. Ikke fra islamistiske fanatikere, men fra langt mere nærværende og langt mere magtfulde kræfter. Der er grund til at råbe op nu. Og der skal råbes højt. Vi tager i den grad demokratiet for givet, at mange ikke længere forestiller sig, at det kan trues indefra, men kun udefra. Det er en stor og alvorlig fejl.

Lad mig give seks eksempler på konkrete forhold, som danner baggrund for min påstand.

For det første: Statsminister Anders Fogh Rasmussen har i mere end to år ikke givet ét eneste interview til noget dansk medie om krigen i Irak. At Danmark er involveret i en krig og i en besættelse, medvirkende årsag til en de facto-borgerkrig samt selv har øget risikoen for at gøre Danmark til et mål for terror er åbenbart ikke grundlag for at belemre befolkningen med sine vurderinger.

Statsministeren har fået 21 forespørgsler fra etablerede danske medier om Irakkrigen siden marts 2004. Det er efter min mening beskæmmende få, og antallets lidenhed bør give journaliststanden i Danmark en besk smag i munden. Men det ændrer jo ikke ved det faktum, at Fogh har haft 21 muligheder for at give et interview om Irak. Statsministeren har desuden fået mere end 250 henvendelser fra én Cavlingprisbelønnet journalist om samme emne. Det er blevet ham nægtet. Statsministeriet skriver direkte til Ombudsmanden - efter en klage over de mange ubesvarede interviewforespørgsler - at man (Statsministeriet) har valgt en »tavshedens strategi« i forhold den pågældende journalist.

Tillad mig at minde om, at Fogh trods alt er statsminister og øverste ansvarlige - Commander in Chief - som Foghs ven, George W. Bush, ville sige. Og han er tilmed også minister for pressen. Men nægter altså at give et sammenhængende interview om det forhold, at vi er i krig. Det er intet mindre end en skandale, og alle demokratiske alarmklokker burde bimle - selv hos Venstre og på Jyllands-Postens redaktionsgang.

For det andet: Der kom for nylig en undersøgelse af de politiske partiers mediedækning. Den viste, at regeringspartiet Venstre får langt den største del af opmærksomheden i danske mediers dækning af politik. Ikke alene har landets største og regeringsbærende parti altså langt den største andel af spaltepladsen. Som ovenfor påpeget kan Venstre og statsministeren også selv vælge, hvad den vil i pressen med. Det er gunstigt for Venstre og regeringen, men meget lidt gavnligt for demokratiet.

Vi så det tydeligt i forbindelse med beslutningen om, hvorvidt Danmark overhovedet skulle deltage i Irakkrigen. Her var der indkaldt til partilederrunde på tv, samme aften som det mindst mulige flertal i Folketinget havde vedtaget den danske deltagelse. Men Fogh sagde nej, hvorefter Bendt Bendtsen og Pia Kjærsgaard fulgte trop. Og så opgav DR at lave en partilederrunde om den største udenrigspolitiske beslutning i årtier.

Det er et voldsomt demokratisk problem, at Fogh kan vælge 'tavshedens strategi' og undgå at komme i situationer, hvor han risikerer kritiske spørgsmål eller være i mand til mand-situationer med oppositionen for åben skærm.

For det tredje: Danmark mangler én eller flere demokratiske kontrolfunktioner. Som det er i dag, kan Folketinget udøve kontrol med magten, blandt andet ved at stille spørgsmål til ministrene. Det har jeg som bekendt gjort flittigt - og ikke uden grund. Men jeg har også måttet erfare, at kvaliteten af besvarelserne dagligt når nye lavpunkter. Bedst som man tror, at nu kan det ikke blive dårligere, udviser ministrene en ufattelig opfindsomhed i at udvide enhver almindelig forestilling om tomhed og tomgang.

Derfor mangler Danmark et niveau mellem de såkaldte paragraf 20-spørgsmål (i Folketingets forretningsorden) og egentlige kommissioner. Jeg synes, vi har brug for en høringsinstitution, hvor f.eks. ministre - ligesom vi kender det fra USA - skal svare under vidneansvar og i realiteten kan spørges om alt, der vedrører emnet.

I forbindelse med Irakkrigen krævede SF en uvildig undersøgelse. Det nægtede det politiske flertal os. Som et figenblad indkaldte regeringen til en såkaldt 'høring'. Men den bestod i, at statsministeren og udenrigsminister Per Stig Møller kunne komme, levere et embedsmandsoplæg og derefter gå igen, uden på noget tidspunkt at være blevet bragt i en situation, hvor de risikerede et kritisk, ubehageligt eller uventet spørgsmål. Det havde intet med en høring at gøre, det har intet med demokrati at gøre - det var og er en farce. En farce, som man gladelig lod sig være statist i fra radikal, socialdemokratisk og kristendemokratisk side. SF valgte derfor - sammen med Enhedslisten - at stille spørgsmål til Fogh i folketingssalen i stedet. Et sted skulle Fogh ikke slippe af sted uden kamp til stregen.

For det fjerde: At terror er blevet et af vor tids helt store problemer og udfordringer - om ikke andet, så på grund af den frygt og angst, terror skaber - er hævet over enhver tvivl. Men i en række lande - med USA og Storbritannien som skræmmeeksempler - er denne trussel mod demokratierne blevet besvaret med en lovgivningsmæssig undergravning af det selv samme demokrati, som vi burde beskytte.

Med regeringens og Lene Espersens udspil til ny terrorlovgivning er et flertal i Folketinget parat til at sidde alle advarsler fra internationale organisationer, fra førende universitetsforskere, fra borgerrettighedsforkæmpere, fra advokater, dommere og deres organisationer - og såmænd også fra politiet - samt ikke mindst fra oppositionen overhørig.

Selv langt ind i de borgerliges egne rækker er der protester, men al modstand tromles ned. Man svækker demokratiet og borgernes retssikkerhed uden at have den mindste sikkerhed for, at man med initiativerne beskytter danskerne bedre mod terror. Symbolpolitikken får forrang for såvel fornuft som demokrati.

For det femte: I forlængelse af den såkaldte Grevil-sag, hvor en efterretningsagent lækkede nogle fortrolige oplysninger, som afslørede, at regeringen talte mod bedre vidende i sin begrundelse for at deltage i krigen i Irak, er der nu udsigt til, at to danske journalister samt chefredaktøren fra Berlingske Tidende - som bragte historien og de lækkede papirer - risikerer fængsel. I lighed med Frank Grevil selv, som er blevet idømt fire måneders fængsel.

I forlængelse af de nye og demokratisk dybt problematiske terrorlovgivninger, der hærger den vestlige verden, sidder flere og flere journalister i Europa nu sigtet for at have offentliggjort oplysninger, som myndighederne ønsker forseglet. Det giver bl.a. det problem, at kontrollen med magten og trykke- og pressefriheden er truet.

Dette burde virkelig få den samlede journaliststand på benene. Det burde få de intellektuelle på barrikaderne. Det burde sende rystelser gennem universitetsmiljøerne. Desværre er der påfaldende tavst, og den udbredte intellektuelle dovenskab eller tilfredshed med tingenes tilstand er i sig selv den største fare for demokratiet. For at statsmagten forsøger at udvide sin magt og nedtone eller decideret undertrykke uønsket viden, er jo grundbogspensum. Så det er tavsheden fra dem, der kunne og burde være vagthunde, magtens kritikere og intellektuelle udfordrere, der er det virkelige samfundsmæssige og demokratiske sygdoms- og svaghedstegn.

For det sjette: Den store og principielle diskussion, der sporadisk nåede at stikke hovedet op under Muhammedkrisen - altså inden Fogh druknede den i indenrigspolitisk fnidder og fra sin høje hest satte får- og bukke-prædikater på andre - afslørede det enorme demokratiske hykleri, der findes hos mange borgerlige politikere og meningsdannere. De forsøgte at holde hele Irakkrigens demokratiske underskud og terrorlovgivningens ditto ud i strakt arm, mens de omkostningsfrit kunne nøjes med at tordne mod Irans præstestyre og Abu Laban. At de løb en åben dør ind i forhold til såvel befolkning som et enigt Folketing - fra højre til venstre - nedtonede ikke behovet for at rette fokus mod et alt andet lige temmelig overkommeligt fjendebillede, nemlig de reaktionære islamister. De er bestemt kritik værd. De skal bestemt tages alvorligt. Og jeg har selv leveret hård kritik i den retning. Men de højestråbende politikere og meningsdannere har været larmende tavse om Irakkrigens enorme afgrund af demokratisk underskud. Det er skammeligt.

De virkelige demokratiske udfordringer, som ovenfor nævnt, er derfor stadig ikke kommet på dagsordenen. Der er stadig larmende tavshed om Irakkrigens manipulerede grundlag.

Irakkrigens gru bliver omtalt, som om USA var alene i Irak. Problemet er bare, at Danmark er med. Men vi diskuterer det, som om det ikke var tilfældet, og som om vi derfor kan ryste forfærdelighederne af os som 'de andres problem'. Men det er ikke de andres. Det er vores.

Vi må tage reelt ejerskab af vores medansvar, og indtil vi gør det, oprigtigt og alvorligt, står vores demokrati ikke alene svækket, men truet. Truet på den ene side af ligegyldighed og tavshed fra dem, der burde kritisere, truet på den anden side af dem, der har forvaltet og besluttet, så de med rette skulle kritiseres.

Det er mig derfor komplet ubegribeligt, hvordan det kan lade sig gøre, at Frank Grevil og nu også Berlingske-journalisterne skal stå til ansvar for at offentliggøre sandheden, mens magtens manipulatorer og usandhedsvidner kan gå fri. Det er et paradoks så himmelråbende, at ethvert menneske, der er optaget af retfærdighed, må tage sig til hovedet.

SF har foreslået, at offentligt ansatte skal kunne bryde tavshedspligten, hvis vægtige demokratiske interesser står på spil. Mulighederne for denne såkaldte whistle-blowing - altså at offentligt ansatte qua deres særlige viden og kompetence fra jobbet skal kunne bryde deres embedes pålagte tavshedspligt - er simpelthen demokratisk nødvendigt.

Ikke mindst i en tid, hvor sagkundskab forsøges truet og intimideret ihjel gennem bandbuller fra Folketingets talerstol om 'smagsdommere' og 'ekspertvælde'. Det er bydende nødvendigt i en tid, hvor skiftende ministre og medlemmer af Dansk Folkeparti slæber navngivne journalister igennem avisspalterne, fordi de har tilladt sig at stille kritiske spørgsmål. Og det er bydende nødvendigt, at mennesker med viden af vital interesse for samfundet og demokratiet tør bidrage til at få sandheden ud, når ministrene notorisk taler udenom eller vælger 'tavshedens strategi'. Eller når de simpelthen nægter at mødes med kritiske journalister eller være i situationer med pressen eller med den politiske opposition, hvor det ikke er ministeren selv - og det er i særdeleshed Anders Fogh Rasmussen, jeg sigter til - der har den fulde kontrol med begivenhederne. Det er - ærlig talt - noget pauvert at have modet til at sende andre i krig og så ikke engang have modet til at mødes med en kritisk journalist fra Ekstra Bladet.

Handlede det bare om Foghs forfængelighed og manglende mandsmod, kunne vi jo nøjes med at trække på skuldrene. Men det er jo desværre langt alvorligere end som så. Det er et demokratisk problem. Og det er at vende tingene fuldstændig på hovedet, når det gøres til en forbrydelse at forsvare demokratiet og handle i demokratiets tjeneste, når det rettelig burde være en forbrydelse at lade være. Og det er helt bagvendt, når de, der taler sandt, står sigtet eller dømt, mens de, der talte usandt og havde magten til at iværksætte ulovlige beslutninger, går fri.

Situationen er derfor temmelig alvorlig. At pege på, at det demokratiske underskud er langt større i et utal af andre lande, er et usselt figenblad. Er vores ambition ikke større end såvel USA's som Iraks, når det gælder demokratiets nødvendighed?

Netop Irak er vitterlig skoleeksemplet, fordi Irakkrigen - da alt sludderet om masseødelæggelsesvåben og Iraks medansvar for 11. september var pillet fra hinanden - blev forsøgt begrundet med henvisning til indførelse af demokrati, overholdelse af menneskerettigheder, krav om fri presse og de andre frihedsrettigheders indførelse som den bestemte modpol til Saddam Husseins forbryderiske regime.

I hele retorikken om civilisationskamp synes Vestens moralske og politiske overlegenhed at være båret af dette ene, at vi har demokratiet, og intet er højere eller ved siden af dette. Hele George W. Bushs politiske bagland er som besat af denne moralske overlegenhed, der med nødvendighed giver retten til at hugge enhver modstand ned for fode samt ikke mindst at kunne ikke bare gradbøje, men også pervertere de selv samme værdier, som man hævder at slås for. For målet helliger midlet. Den kurs er lige så fatal, som den er hyklerisk.

At en lang række demokratiske kræfter i totalitære samfund på den ene side håber på vestlig opbakning, men at de samme kræfter på den anden side må føle sig noget frustrerede over fremgangsmåden og Vestens moralske svigt, er både evident og forståeligt. Det giver bagslag i forhold til de kræfter i verden, som virkelig godt kunne have brug for demokrati og de højeste standarder.

Men det svækker også de eksisterende demokratiske kræfters kamp for rettigheder, vi anser for normale, og som vi kalder universelle. Det er derfor ikke alene dybt beskæmmende, at Vesten har videreført Saddam Husseins torturmetoder i Irak. Det er ikke alene dybt foruroligende, hvor mange gange civile irakere er blevet uskyldige ofre i brutale krigshandlinger. Det er ikke kun et spørgsmål om, at Irakkrigens foreløbige omkostninger på cirka 278 milliarder dollar kunne have været anvendt langt bedre i fredens og oplysningens tjeneste. Det er også i detaljen, at vi finder den djævelske sandhed: Koalitionen - med USA i spidsen - køber irakiske journalister og irakiske medier til at bringe proamerikanske og koalitionsvenlige indslag. Midt i det påståede demokratiseringsprojekt korrumperer man pressen, og det tegner sort for et eventuelt fremtidigt irakisk demokrati, hvis dets presse er til fals og kan købes til at please magthaverne, nøjagtig som de skulle under Saddam Hussein.

Den virkelige bekymring bør derfor også ramme os selv. For hvad sker der med os selv, når vi lader demokratiet og de frihedsrettigheder og de værdier, demokratiet bygger på, beskære efter de siddende magthaveres forgodtbefindende?

Perspektiverne ved Foghregeringens måde at lede landet på er mange, alsidige og stærkt foruroligende. Den intellektuelle og den kritiske journalist efterlyses - med få markante undtagelser. For der er i den grad brug for et helt andet Danmark, hvor demokratiet ikke er reduceret til en vits, ikke er reserveret til skåltalerne og ikke er noget, man kan slippe af sted med at påberåbe sig som undskyldning, når man i demokratiets navn vil undergrave det selv samme demokrati, som man hævder at forsvare. Det bedste forsvar for demokrati er derfor at praktisere det. Det gør regeringen Fogh ikke - med alvorlige følger for både indre danske forhold og for Danmarks position i verden.


Opret en personlig blog og del dine billeder på MSN Spaces

lørdag, maj 20, 2006

 
NEIL pics ....
His new record ... LISTEN NOW!

Play: LIVING WITH WAR
(let it run one time, before it plays smoothly)
HOME - SEE THE COVER

onsdag, maj 17, 2006

 

Hotel Placebo #1

Om Freakland

Han ville egentlige bare være rar og ikke genere nogen. Derfor sagde han ikke så meget. Hans mor havde lært ham den adfærd, "at være en god dreng". Jo mindre man gør sig bemærket, jo bedre er man, fandt han ud af. Han lærte sig tidligt det trick og perfektionerede det til nær selvudslettelse. Derfor gik han igennem det meste af sit liv uden at vide, hvor meget eller lidt han egentlig var. Hvem han var, syntes klart nok, selvom hans omgivelser af og til tydeligvis opfattede ham anderledes fra, hvad han selv gjorde. Hans evner og særkender var ham dog helt bevidst, for de var ikke enhver beskåret. At beskedenhed er en dyd, var derfor et dogme han tidligt fik indprentet. Falsk beskedenhed, skulle det vise sig, for et af de få områder, hvor han kunne hævde sig, var ved at blamerer sig med evner, de andre ikke havde. Da de derved fremstod som pral, blev han ofte fundet utroværdig.

Ærlighed, ikke at lyve, redelighed i sine handlinger, var blandt de kvaliteter han fik med hjemmefra. Alligevel blev han i halvtredsernes sorte skole, anset for både at lyve og snyde. Han havde følt dyb frustration over ikke at kunne forsvare sig, for man svarede ikke igen, dengang han gik i skole. Sådan var det i almindelighed og i skolen i særdeleshed. Ingen forstod ham, slet ikke hans mor. At den uretfærdighed han måtte stå model til ikke lod sig deduktiv afvise, gav ham prædikatet hidsig. Så meget mere nødvendig blev rollen "den pæne dreng" for ham. Den var ren facade, og først da hun døde, blev et udefinerligt behov ham bevidst, et behov der bare føltes som en trang til at være med, være normal og få del i, hvad der syntes selvfølgeligt for alle andre.

I et freudiansk koncept havde han i mange år været klar over, hvordan det hang sammen, at hans hæmninger var af ødipal karakter. Men bevidstheden om ødipuskomplekset, hjalp ham ikke til meget andet end at undskylde sin tilstand. Da hun var borte var der da heller ikke store ændringer i den tilstand, bortset fra at nu behøvede han ikke føle skyld, når han brød ud af den.

For at komme op af hullet efter at hun var død, tog han til Australien. Der var intet for ham at være i Danmark efter. Ude af stand til at knytte kontakter, end ikke på et almindelig overfladisk plan, havde han følt sig tilovers og fremmed blandt sine egne. Dengang han havde været butiksejer havde han nok nydt en vis popularitet, fordi han kunne bruges til noget. At venskab som kærlighed bygger på, at parterne kan bruge hinanden, var en erfaringen alderen bragte ham. En slags kynisme der udviklede sig med årene. Smukke navne for praktiske konstellationer - intet andet.

Han havde oplevet dybe venskaber i sit liv - men næppe af seksuel art. Hans "ærlighed" og prægning med "reelle hensigter" forhindrede ham ofte i at knytte seksuelle kontakter, for i det hjem han kom fra, var lyst absolut ikke noget der blev opmuntret, der havde man gjort som forventet eller som man burde - aldrig hvad man havde lyst til. Løssluppenhed havde på ingen måder været velset.

Trods de forhold havde han haft "Soulmates" blandt sine venner - af begge køn, kun ganske få, noget der ikke er alle beskåret. Men de kom til et punkt, hvor en barriere forhindrede videre udvikling. Måske den barriere havde været hans mor. Nu hun var borte, skulle banen vel langt om længe være fri. Det var ikke noget han havde tænkt, endsige formuleret, han tænkte kun, at nogle mennesker former ingen aspekter, de har kun det selskab de kan købe sig til.

Hans venner igennem sit voksenliv havde været en broget forsamling, hvor nogle kunne kaldes fordrukne, en del af dem om ikke korrupte, så halvkriminelle. De havde deres ben at gnave, deres bede at hyppe, knapper at dreje eller maskiner at malke. Hver passede deres business, og da han afhændede sin, var det som om det fælles interessegrundlag skred. For én ting var han bevidst, man bliver som dem man er i blandt. Derfor ville han afsted.

Da han kom hjem, vidste han, hvad han skulle bruge sin tid og midler til. Rejser! Hinsides snæversynets horisont. Hvad han ikke vidste, var at han skulle finde en livsledsager - og slet ikke hvad det indebar.

Opvokset uden erklæret kærlighed var kærligheden og især dens tilkendegivelse problemet for ham. Det mest bekymrende selvfølgelig dens udeblivelse. Det var ikke fordi han ikke havde haft kærlige forældre - de havde ofret alt for en facade, hvor det hele fremstod i bedste borgerlige orden - han havde aldrig lidt afsavn, det var ikke det. Det var mere et udefinerlige skrig efter en løssættelse fra den borgerlige spændetrøje, der havde gjort hans liv kikset.

Da han endelig blev bekræftet ved mødet med Aud, glemte han at ruge videre over det.

Nu havde han kun tid til at svælge i bekræftelsen, at der endelig var nogen, der fandt ham værd at elske. Først senere kom spørgsmålet om nødvendighed forklædt som kærlighed. Madkæresteri er nok det nærmeste man kan tale "kæresteri", om det der foregik i hendes land. Men at han elskede sin Aud, det var han ikke i tvivl om. Og kun lidt, at hun elskede ham.

Da han kom til Freakland første gang lærte han scenen at kende som opbevaringssted, et erotisk tagselvbord for aldrende hvide mænd, og det var ikke altid noget smukt syn. Eneste fordel var, at nu kunne han glemme alt om reelle hensigter. Alligevel bestod hans sortsyn, for ét er "reelle hensigter", noget andet moralsk depravering. Det havde med mentaliteten af luderkarle at gøre.

Han var selv hoppet på den, og det kan godt tilskrives en tilfældighed, at det lige netop blev Patbam, han havnede i. Men så ville det også være en tilfældighed, at han kendte Lars Vegas - og det troede han ikke på.
_________________________
 

Efter få besøg i landet fandt han ud af at Freakland var et ekstremt elitært samfund, hvor en håndfuld familier de facto styrede og bestemte udviklingen.

I hovedtræk gik den ud på at generere størst mulig rigdom til de udvalgte, hvorefter tricket var knap mærkbart at lade smulerne tilflyde en voksende økonomiske mellemklasse af kinesisk herkomst. Ikke for meget, kun lige nok til de holdt sig entreprenante og dermed sikrede, at det i næste tur dryppede lidt på freaksne selv - dog ikke mere end krævet for at opretholde social stabilitet - og så afgjort ikke mere end at konkurrencen med kineserne ville bestå.

Deres samfund var nærmest at betegne som et autokrati, hvor den brede klasse var fattige, uden uddannelse og fastlåste i positioner med kun magi og skæbnetro som håb. Trods det, et moderne land med et parlamentarisk system og demokrati. Moderne, målt med tredje verdens standarder, var tydeligvis sandt, mens den sidste del af udsagnet kunne synes mere tvivlsom. Teknisk set var det et demokratisk land.

Turistforeningen gik i sine lyriske præstationer så langt som at kalde det "Unseen". Faktisk var det ret uset, den slet skjulte måde menneskerettigheder blev krænket på. Ikke mindst selvfølgeligheden det blev gjort med - når de nu også så gerne ville regnes for et demokrati. Hvad mulighederne angik, var de som alle steder bestemt af klasse og uddannelse, og netop i den, eller rettere manglen derpå, lå værktøjet til kontrol og undertrykkelse.

Social indignation var så godt som fraværende, kun få, om nogen, bekymrede sig om de skrigende misforhold og åbenlyse uretfærdigheder, der fandtes i landet. Strukturer på det vandrette plan udgjorde knap nok, hvad der kræves for at dagligdagen fungerede. Solidaritet var af andre ismer blevet korrumperet og dermed ideologisk gjort til tabu af deres Theravada-buddhisme. Enhver var sig selv nærmest og beskyttede bedst muligt egne interesser - og de er af natur opadrettede.

Det feudale system, der med sit herre/tjener forhold havde haft et indbygget mål af social sikkerhed, var en saga blot. Mantraet var profit og optimeringen af den. I sig selv en medvirkende årsag til at buddhistiske dyder, i det mindste hvad velgørenhed angik, havde svært ved at følge med efterspørgelsen, for behovet voksede hurtigere end den øgede velstand gjorde. Som det altid har været, er det de fattige, der trækker et surt show og giver deres sidste skilling. Aristokratiet blev businessmænd, en del af oligarkiet - eller jet-setet om man vil - med ritualiserede pligter, og de omfattede ikke medfølelse og socialt engagement.

Fattige folk har behov for en himmelsk, som en jordisk herre, hvis ikke de skal blive helt lost, og da mere end halvdelen af befolkningen lever i dyb fattigdom, samtidig med at kun to procent har tillid til politiet, har lokale godfathers overtaget markedet. De sysler ikke med velgørenhed udfra sociale motiver. Nok mere udfra et interessesyn - derfor lader korruption sig ikke udrydde i landet. Ethvert kvarter, enhver landsby, selv den mindste flække, har sin mafia.

Således kunne landet socialt set ikke kaldes moderne, men økonomisk kunne det godt, for forbrugeradfærden var helt igennem nutidig. Som sådan, og som en af de originale fjernøstlige "tigere", var det et slaraffenland.

Af samme grund havde de mobiltelefoner, knallerter, fjernsyn og køleskabe i selv de værste slum. Om de var beskæftigede, eller hvad den reelle beskæftigelsesprocent var, kunne der kun gisnes om. Det eneste der med sikkerhed lod sig konstatere, var at alt efter provins, blev de spist af med 20 til 30 kroner om dagen. At en god del end ikke fik mindstelønnen, medvirkede yderligere til mystikken om kilden til deres rigdom. At økonomien havde fuld damp på, kunne enhver se, på vareudbudet og overdådigheden shopping-malls bød på. Eller få bekræftet af de trafikale realiteter, grotesk understreget af, at en overvejende del af modellerne, der forpestede miljøet, var af nyeste slags. Hvor de fik pengene fra, kunne kun guderne vide.

En del kom selvfølgelig fra turister, men langtfra nok til at forklare velstanden. Udenlandske investorer og en økonomi, der gik fra undergrunds til det let grumsede, var mere sandsynlige forklaringer. Den mest sandsynlige nok kriminalitet. Fra almindelig plat og svindel, der blev næret af en stabil tilgang af ofre, til et kreativt finansmiljø, hvor dubiøse transaktioner er en del af globaliseringen.

Medvirkende til succesen var sandsynligvis også en betydelig omsætning af illegale substanser. Historieprofessor David K. Wyatt rangerede (i 2002) marihuana, heroin og amfetemin blandt top-ti eksportemnerne. Ikke så sært at der i importen blev råd til lidt ekstravagance.

Mercedes Benz tjener til illustration af et tredjeverdens land, hvor eliten har adgang til en overflod så ubegribelig, at det efter USA, gør dem til den næststørste aftager af dette luksus-ikon nummer ét. Ikke kun det mest eftertragtede bilmærke i landet, men selve ikonet på alt, hvad der vedrører succes, lykke og held, hedt begæret og uden for rækkevidde for langt, langt de fleste. Kun ganske få - men altså mange nok til at matche USA - havde mulighed for at realisere drømmene, de fleste blev spist af med chancen og troen på lykken. Med større eller mindre held mobiliserede og eksploiterede de flittigt deres medfødte talenter i bestræbelserne derefter. De færreste havde en uddannelse, der kunne være dem behjælpelig.

_________________________

Landet bød økonomisk på et nærmest uendeligt ekspansions-scenarium. Kun ti-tolv procent af befolkningen holdt gang i den globaliserede omsætningen. Da der var penge nok, var det et spørgsmål om at fordele dem, så den voksende middelklasse, en hurtigt ekspanderende målgruppe, kunne øge sin købekraft. At det unge potentielle publikum var ringe uddannet og uden større kritisk sans, gjorde dem til det ideelle emne for enhver kræmmer.

De er fængslet i længsel, for når man er indskrevet i konsumismens pastelfarvede cellofan-univers, er det som en langtrukne orgasme, hvor klimaks aldrig nås. Medlemskabet tjener primært det formål, at aflede opmærksomheden fra andre mere basale aspekter i livet.

Så meget som 70 procent af befolkningen får nu om dage en grundskoleuddannelse, næsten en femdobling i forhold til for 50 år siden, hvor kun 15 procenten kunne gøre sig håb om en sådan. Da grundskolen i Freakland ikke er på mere end fire år, tjener en realeksamen bedre som sammenligning; den er tyvedoblet på et halvt århundrede. Immervæk stadig ikke mere end 10 procent får en sådan basisuddannelse.

Trods det, at andelen af studenter er øget halvtreds gange, udgør de alligevel kun beskedne 3 procent af befolkningen. En universitetsuddannelse er således for de forsvindende få. Måske fordi deres skolesystem er konkurrenceorienteret i en grad, så slogans som "The power of to be number one", bliver promoveret i forsøget på at motivere dem. Grammatikaliteten i det lader ane, at det aldrig bliver i engelsk, de opnår den "power".

Engelsk var godt nok efter freaksprog højest prioriteret, men i bedste fald var de opnåede evner begrænset til fraser, de knap kender betydningen af. Selv af et tredjeverdensland at være, var det mere end almindeligt ringe. På trods af slogans, frygtindgydende eller inspirerende, syntes problemet at være mangel på motivation, såvel som praksis. Medvirkende dertil var at korpset af undervisere knap med nød og næppe selv, sommetider slet ikke, beherskede sproget.

David fra New Zealand fortalte, at på det teknikum i en provinshovedstad han underviste, kunne han kommunikere - på engelsk - med tre ud af fjorten freak kollegaer, der også var engelsklærere. Uden nødvendigvis af den grund at føre en meningsfuld samtale.

Derfor sås overalt de herligste fejlstavninger; utilsigtet kunne de give de pudsigste meninger. Ingen syntes at bekymre sig, også selvom fejlen var bevidst, for punktualitet var på ingen måde noget, der blev tillagt betydning.

Uvidenhed er for magthaverne ideel, fordi den befordrer frygt. En bange mand er nemmere at have med at gøre, end én der ikke er. National stolthed var, hvad de til lindring og glemsel fik i stedet, hvilket forledte nogle til en selvopfattelse grænsende arrogance. En tilstand der i sin tur mindsker motivation og videbegær. De havde aldrig, som deres brødre i de omkringliggende lande, været tvunget til at lære sprog for at overleve. De klarede sig med freak. Men på freak lærer man kun, hvad der står på freak... begrænset og dårligt oversat, og - trods ytringsfrihed ...fordrejet så det passer i magthavernes kram.

Derfor var det ret ensidigt, hvad de vidste om verden og om deres samtid, især den der omhandler deres egen politiske virkelighed og dens mere eller mindre skjulte agenda. Som f.eks. konstitutionskampen. I skolen lærte de end ikke om 14. oktober 1973 - massakren ved "Democracy Monument" - skønt datoen var kanoniseret til "Demokratiets Dag".

Den dag blev hundredvis dræbt, da generalerne endnu engang forsøgte at sætte konstitutionen ud af kraft. Det lykkedes næsten , men ikke helt. Måske derfor blev dagen så kun til en halv fridag. Demokrati, et parlamentarisk system og den første konstitution fik de 1932, da de borgerlige revolutioner, formidlet af en elite uddannet i Paris, endelig nåede Freakland.

I de forgangne år har de haft 33 regeringer. Kun en halv snes af dem har været demokratisk valgte. Som den seneste også er, men mest speciel ved som den første nogensinde at have siddet en hel periode ud. Langt de fleste har været kendetegnet ved statskup og hærens engagement. Politik generelt har i Freakland ikke meget med ideologier at gøre, men udelukkende opportunitet. Skønt et "Communist Party of Freakland" har eksisteret, og i en forpuppet form måske stadig gør, så blev det forbudt i 1952 efter ganske få års legalitet. Ikke desto mindre udøvede det en ikke ubetydelig indflydelse i de turbulente år fra 71 til 76. Ideologier, andre end buddhistiske, er af freaksamfundet altid blevet anset for kriminelle.

Politiske partier har lige fra begyndelsen været dannet efter behov, interesseforetagender, der forsvandt igen, når det behov var opfyldt - eller fidusen bag det svigtede. F.eks. har kun det såkaldte "Democrat Party" været med fra starten, men igen er det kun en løs sammentømret gruppe, der skifter ham efter den p.t. gældende agenda for at rage til sig. Den siddende regering er således speciel ved at have fundet de vises sten udi den ædle kunst at berige sig på skatteydernes bekostning, hvilket paradoksalt nok har gjort den til den første genvalgte nogensinde i deres parlamentariske historie. Som den nuværende epoke er speciel ved at have haft 7 demokratisk valgte regeringer i træk.

Paradokset er, at den "modning" i demokrati har udmøntet sig i et paradigmeskift, hvor Freakland for alvor giver køb på sine sociale værdier, i en grad så kulturelle og spirituelle institutioner rystes, og almindelige freaks taler om, at det eneste tilbage at tro på, er deres buddha-konge institution. De har det bedst med en autoritær leder, ikke én der åbenlyst beriger sig, men som kan få en mere og mere kompliceret hverdag til at fungere. Buddha kunne gøre det, gjorde det for dem dengang verden ikke var af lave, men mod Sodoma og Gomorra har han ikke en chance.
_________________________

I det hele taget er det et land med rigeligt til alle. Det kunne være et mønstersamfund, hvis de slækkede lidt på grådigheden og efterlevede buddhismen i noget højere grad end det rent faktisk sker. Men de tænker kun på sig selv, fra hånden til munden. Samvittighedsløst. Nogle få har med almenvældets tarv som undskyldning sat sig i forkøbet af de andre ødelande. Og på praktisk taget alle ressourcer. De bliver udnyttet bedst muligt, bogstaveligt ned til sidste sandkorn. Hele bjerge og landskaber graves i udviklingens og profittens navn bort, ædes langsomt. Alt hvad der indeholder noget af værdi bliver begærligt udsuget, årelades, som var det af vampyrer.

Generelt er det utrolige nedslidte og tarvelige miljøer de holder sig. Samtidig kan man bogstaveligt se, på enhver plet der ikke er cementeret, på ethvert et bjerg ikke er gravet bort, at rigdomme tilsyneladende ved egen kraft, så at sige uendeligt, vælter frem af den fede jord.

Da var det, at man kunne få tanken, at undervisningen er tilrettelagt så de ikke risikerer at blive uddannede, at de også bliver kritiske, for slet ikke tale om, at de skulle begynde at tænke selv. Set isoleret er risikoen dog begrænset. Kun i hovedstaden findes miljøer, fordomsfrie og oplyste nok, dvs. med en uddannelse, der også giver en almen dannelse og en opfattelse af verden og dens mekanismer, som ikke bygger på myter og overtro.

Da demokratiet var ungt og nyindført, troede mange mennesker i mange år at "Democracy" var navnet på en af de populære ledere. Måske nogle stadig geråder i sådanne misforståelser - mange har endnu ikke fundet ud af hvad det går ud på. Flere mener ligefrem, at det er spild af penge. Bl.a. den daværende premierminister.

Skønt landet er kendt som et demokrati, ville despoti - eller som nævnt autokrati - være en mere korrekt betegnelse, men demokrati er det hellige mantra, der må påkaldes, når markedsmekanismerne skal afdæmoniseres. Derfor er det et sådant de har, møjsommeligt opbygget, men effektivt obstrueret af korruption og nepotisme. På papiret ser det pænt ud, og det er jura fremfor virkelighed der tæller, når man laver forretninger.

I 2005, blev den siddende regering genvalgt med sin karismatiske, egensindige og forfængelige premierminister. Hans vej til magten var banet ved en populistisk politik støttet af politi og militær, en politik der tiltalte grådighed og appellerede til ærgerrighed og den nationale forfængelighed. En moderne usentimental og kreativ forretningsmand var han, og som sådan havde eliten båret ham frem. Kreativiteten kan bedst illustreres ved hans totale mangel på skrupler, som da han solgte sin televirksomhed.

Fredagen før salget fik han en lov ændret. Ved salg af virksomhed er gevinsten skattefri, hvis man ejer mindre end 50 procent. Før var det 25. To familier, premierministeren og hans kones, havde tilsammen 49,6 procent, som de om mandagen solgte for 73 milliarder klaht - det er 12 milliarder kroner - one-point-nine-billion dollars. Ind på kontoen skattefrit.

Det er okay at score, men en grad af mådehold er velset i buddhismen, i det mindste når man beklæder landets højeste embede og derfor må anses for at være en sand buddhist, hvilket den gode premierminister da også har forsøgt at vise ved flere gange at trække sig tilbage til klosterlivet. Det har han ofte gjort i forbindelse med kriser, men ikke da store dele af befolkningen så det som en national katastrofe, at 90 procent af al kommunikation fremover ville være kontrolleret af en fremmed magt. Den handling satte for alvor gang i bevægelsen for at få ham afsat.

Hvor god en buddhist han er, når han kan tilsidesætte så væsentlige principper som samma-kammanta, ret handling, at skade mindst muligt, eller samma-ajiva, ret levevis, at gøre sin gerning på ærlig vis, er rimelige spørgsmål at stille. Samma-vayana, ret bestræbelse - der bl.a., går ud på at undgå fristelser - har det i hvert fald ikke godt hos ham.

Men den slags forretninger han går og laver, er dem de alle drømmer om at lave. Det var vel derfor han blev valgt i første omgang, for nu skulle der laves forretninger.

Først seks år senere gik det op for vælgerne, at de var blevet taget ved næsen. Virkeligheden var ved at overhale ham med fortsat uro i syd og flere og flere korruptionsskandaler, men salget af det nationale telekommunikationsnet var dråben, der fik bægret til at flyde over. Godt hjulpet af sin skruppelløse facon, der imødegik enhver kritik med anklager om bagvaskelse og astronomiske erstatningskrav, stod han blottet i sin megalomani.

Gradvist var hans sande ansigt blevet afsløret, og i de sidste måneder af 2005 stod han afklædt overfor tidligere partnere, såvel som den mere oplyste minoritet af vælgerne. Samtidig var "de gamle penge" ved at få kolde fødder over hans metoder. En bitter strid med en tidligere allieret blottede ham. Som den første var han kommet frem og sagt sandheden: Premierministeren lyver, ikke kun overfor sine vælgere, men overfor kongen. Det er i Freakland en alvorlige anklage.

Men han blev ved. Med sin stjerne hastigt dalende måtte han ty til at love, at enhver freak indenfor fire år ville eje sin egen bolig. At ikke alle længere købte den, indikerede de massemøder modstanderne foranstaltede. Op til 200.000 kunne de samle.

Arrangørerne af protesterne blev mødt med sagsanlæg på sagsanlæg, hver gang med erstatningskrav på typisk en milliard klaht (150-200 millioner kroner). Våbenbrødre til despoten, politigeneraler og den slags godtfolk, kom ham også til hjælp.

Fordi det blev påvist, at premierministeren end ikke holdt sine løfter overfor kongen, blev de til sidst tiltalt for majestætsfornærmelse, anklaget for på bekostning af majestætens at fremhæve sig selv. Man må ikke misbruge sin herre, sin guds navn, og i Freakland er kongen gud. Mange andre kritikere forsvandt sporløst eller kom ulyksaligt af dage; hans styre ikke blot levede op til de gængse kriterier for despoti. Det grænsede tyrani.

Alligevel foretrak mange, at kalde det "sinokrati", efter hans herkomst. Da hans herkomst og navn i denne sammenhæng for så vidt er ligegyldigt, og for at undgå sagsanlæg, lad det være usagt, og lad ham efter sin yndlingsfrase være benævnt "Mr MeiMie".
__________________________

I februar 2003 havde han lanceret en kampagne for at standse det moralske forfald i freaksamfundet, der efter hans mening skyldtes den udbredte brug af amfetaminer. En gang for alle skulle yaba udryddes. Ordet er sammensat af "ya" og "ba", henholdsvis "medicin" og "vanvittig", altså "medicin der gør gal". Egentligt hedder det yahaw, "hestemedicin", fordi det kan få folk til arbejde som en hest; f.eks har langturschauffører traditionelt altid brugt det, men når rodløse unge bruger det, bliver det til vanvidsmedicin. Mr MeiMie's voldelige kampagne affødte helt berettiget en bred international kritik, og svarene på de spørgsmål den yderst forfængelige premierminister måtte stå model til, blev altid indledt med en benægtelse.

--"Mei-mie, mei-mie", sagde han.

Gradvist holdt han op med at tale til pressen overhovedet, for felttoget, der blev lanceret som en meld-dig-selv-eller-bliv-knaldet-ned kampagne, dræbte flere end det nogensinde villet kunne have "reddet". Nu gjorde han sig kun bemærket ved kaskader af sagsanlæg, mere latterlige end de var uhyrlige. Det var hans måde at sige "mei-mie, mei-mie" til alle anklager. Han blev bemærket i verdenssamfundet, ikke ved sin erklærede krig mod amf'en, der vitterlig oversvømmer landet, men ved måden han gjorde det på. Det er et ubehageligt drug, der ødelægger meget udover misbrugerne selv, først og fremmest sociale strukturer, men han forsøgte at løse problemet som molboerne, der jager storken ud af kornmarken.

Ud af en kinesisk forretningsfamilie, uddannet politimand, skabte han allerede før sin erhvervskarriere tætte bånd mellem sin klasse af freak-kinesisiske forretningsmænd og den herskende af etniske freaks. Det kom ham til gode, da mobilnet og IT-revolution slog igennem.

I begyndelsen af firserne havde han oprettet sit teleselskab og fik siden monopol på mobiltelefoni af general Luchinga, kuplederen fra 1991 og foranstalter af massakren i maj 92. Senere igen fik han entreprisen på installation af IT-systemer i civil- og militæradministrationen. Det han leverede imponerede generalerne så meget, at han blev opfordret til at danne et politisk parti; de ville stå bag ham. En opfordringen han ikke sad overhørig. På en eftermiddag havde dem der så fordelen deserteret fra samtlige andre partier. Det var mange, nok til at konsolidere en magt. Året var 1998, og ved valget i 2001 tordnede det ind.

Da manden var god for noget nær milliarder - i dollars - var der midler nok til at fundere et parti. Formålsparagrafen var at organisere staten som et forretningsimperium, et konglomerat med landet som aktiv, folket som produktionsmiddel og ham selv som direktør. "Freak Rak Freak" kaldte han partiet. Som hos alle succesfirmaer var det vigtigt med et godt image. Derfor blev der straks lanceret fattigdomskampagner, gratis sundhedsvæsen, bevarelse af traditionelle værdier, fremfor alt lov og orden og for at det ikke skulle være løgn, udryddelse af korruption.

Navnet "freak rak freak" betyder "freaks elsker freaks". Yderligere, for at ingen skulle være i tvivl, fik det vedføjelsen "the peoples party". Selvom om ideologi og målsætning er sammenfaldene, kan Pia Kærsgaard kan godt gå hjem og lægge sig, men som hende er han populær blandt de fattige, ikke-uddannede. De ved ikke bedre.

Af de mange pinligheder, der kom fra hans mund, var udtalelsen om at afskaffe flerpartisystemet nok den mest tåbelige. Han mente, at fordi en overvældede majoritet alligevel stemte på ham, var det spild af penge at opretholde et sådant system. Og han er højt uddannet i USA og England. Han taler et forståeligt og avanceret engelsk, det har han lært, men der synes at være black-spots i hans verdensbillede.

Helt tydeligt kom de til udtryk, da han skulle overgå tidligere superlativer og måtte ty til at ændre den globale geografi. Han ville føre Freakland fra den tredje verden ind i den første. Det sagde han virkelig, aldrig mere et tredjeverdensland, Freakland ville med i det gode selskab. Der findes forskellige udlægninger, men tydeligvis var han ikke klar over den mest nærliggende, hvorfor det bliver kaldt første, (anden) og tredje verden.

Oprindelig var der denne verden og den hinsides. Da Columbus opdagede Amerika, var der pludselig en verden som alternativ til "den gamle". Den blev naturligt nok kaldt "den ny". Helt frem til det tyvende århundrede var det hele verden. Da frihedsbevægelser, i hvad der hidtil havde været kolonier, og dermed - teknisk set - ikke en selvstændig del af verden, begyndte at røre på sig, måtte man ty til nummerering. Alt hvad der lå udenfor "den gamle" og "den ny", den første og den anden verden, blev "den tredje verden". Og der ligger Freakland stadig, med den ironi, at det har en god del fjerde verdens indbyggere inden for sine grænser.

Det er den seneste nummerering, møntet på oprindelige folk uden nationalitet. Stammefolk, som de kan gøre til fuldgyldige borgere - hvis de ville - men nok så megen magi eller alverdens entreprenørmaskiner kan ikke fjerne Freakland fra den tredje verden.

Selvfølgelig skal de ikke finde sig i at være bare et nummer i verden. Først, når der kun er én, bliver der fred i den.

Men han går meget op i det med nummereringer, så da Freakland i 2005 røg yderligere nogle grader ned i det gode selskab, sved det. Ikke så meget at de gik fra nummer 45 til nummer 34 af de mest korrupte lande i verden, fra nummer 59 til 107 i pressefrihed, for det er NGO'er, der opgør det. Værre var det med menneskerettigheder, for den udsendes af State Department i Washington.
 
Én fjer i hatten bød det forløbne år dog på, da George Bush tog dem af listen over drugproducerende lande. Mere af tekniske årsager end af nogen reelle. George double trouble har brug for lidt goodwill i den del af verden i tilfælde af yderligere tvangsdemokratiseringer.
_________________________

Sådan så forholdene ud i Freakland i begyndelsen af 2006, hvor rammerne for fortællingen om Troels og Aud lukker sig. Tingene havde forandret sig meget siden han i 98 første gang kom til landet, et år efter tigerøkonomiernes kollaps.

En politisk stabilitet var så småt vokset frem, dengang boblen bristede. Ærgerligt, for konstitutionskampen var peu á peu vundet - i det mindste på papiret - måske derfor var økonomien overvurderet i en grad, der nærmede sig plat og svindel. Da det globale aktiemarked mødte sit Waterloo, og 90'er-festen kom til sin bratte afslutning, trak investorerne store summer ud, og korthuset ramlede. Falde må, hvad ikke selv kan stå; den kunstigt opskruede klaht kunne heller ikke. Det var i juli 1997.

Nogle siger det var George Soros skyld, men grunden var nok nærmere en økonomi baseret på fast ejendom finansieret med "non-performing" lån, dvs. investeringer, hvor profitten udelukkende høstes af den merværdi forventningerne til fremtiden skaber. Da de blegnede, var der ikke længere noget at høste af, og krakket var en realitet.

Otte år senere stod skeletterne fra 97 stadig. Overalt sås spøgelsesruiner af aldrig færdigopførte betonkonstruktioner, rustne og tilgroede. Ingen bekymrede sig om at fjerne dem, men investorerne genvandt tilliden.
 
Forholdene i økonomien var dog ikke blevet så meget anderledes, for selvom der igen blev bygget på livet løs, var det ikke for at imødekomme noget behov, men udelukkende i forventning om, at det helt store boom endnu en gang skulle vente rundt om hjørnet. Skønt klahten kun var det halve værd af hvad den var før, forblev den overvurderet; det behøvede man ingen periskoper for at se. I mellemtiden er andre økonomiske konstruktioner blevet implementeret, men skræller man glasuren af, er alt ved det gamle.

Hvad der reelt kom ud af det, var at en heftig inflationen til trods, blev det billigere for farang'er at leve i landet, hvilket afstedkom et sandt boom, der til en grad opvejede tabet. Det bidrog til en kamikaze-optimisme, der fik det hele til at fremstå endnu bedre end før. Det er og bliver illusionernes paradis, men illusioner er til for at briste - og det vil boblen i økonomien også før eller siden gøre igen.

Ingen panik, for i deres sprog har verberne hverken fremtid eller fortid, kun nutid, så ingen bekymrer sig.

Måske lige bortset fra den gamle konge; han kendte fortiden og måtte derfor frygte fremtiden. Han ønskede ikke endnu et 'coup d'etat'. At det bar i den retning kunne en forsikring om, at det ikke ville ske, som chefen for de væbnede styrker havde set sig nødset til at udstede, tyde på.

Den vise konge rådede Mr MeiMie til at droppe sine søgsmål og acceptere, at i et demokrati må han som overhoved finde sig i kritik. Helt klart var han ikke begejstret for sin premierminister. Han rådede også regeringen til en økonomisk politik, der fulgte hans ideer om "Sufficiency Economy", "økonomisk tilstrækkelighed", fremfor den profitoptimerings linie, der havde lokket sjakalerne frem, og som var godt i gang med at tømme landet for værdier.

Selv i et konstitutionelt monarki udøver kongen en indflydelse, men han gør det som privatperson. Ingen kan påstå det ikke er politisk, når han sætter udviklingsprogrammer i værk, der skal forbedre forholdene for de fattigste. I Freakland går religiøs forpligtigelse forud for politiske handlinger; at hjælpe de fattige er tam-bun, godgørenhed, så med sit eksempel viser han blot, hvad han syntes alle de andre kapitalister også burde gøre.

--"Det er ingen skam at være fattig" har han sagt. Ret op i ansigtet på begæret, der gennemsyrer alle klasser.

Hans projekter er kendetegnet ved en low-tech tilgang, der kun i ringe grad appellerer til nogen kommercialitet. Således afviser sjakalerne i regeringen som udenfor da også hans ideer om en "Sufficiency Economy" - dem er der ingen penge i. Teknologi skal være sofistikeret og imponere, men de mest bæredygtige og blivende teknologier for en landbrugskultur er nu engang skabt for århundreder siden.

Det er hvad den kloge majestæt gør opmærksom på, og med sit eksempel prøver at påvise. Naturligvis falder det ikke i god jord blandt vækstlidderlige kapitalister og fremskridtsfikserede utopister. At vækst for vækstens skyld er dræbende burde være indlysende, når man nu kender kræftcellens fysiognomi.

Mange fornuftige og vise ting har den gamle majestæt sagt, bl.a. om den tillempede managementstil styres med, "at ingen kan vide om det er 'Enron', regeringen har som forbillede".

"Enron" var det investeringsfirma, der i 2001 - af alle steder i Texas - gik ned i det største krak nogensinde i finansverdenen. Begær afstedkom det, bedrag forudsatte det.

Han så de farer grådighedens spøgelse ville føre landet ud i, så det var ikke sjovt for ham, at have en regering, der forherligede begæret. Almindelig anstændighed ville dømme dem kriminelle, men de havde blot fundet hullerne i konstitutionen, og det er helt legalt. Kræfter var i værk for at få omskrevet konstitutionen, så hullerne kunne blive lukket, for konstitutionskampen var langtfra forbi og scenarierne for et nyt statskup var mangfoldige. Den demokratiske glaskugle ville briste, hvis trykket varede ved.

Hvad der ikke umiddelbart så ud til at briste, var superioriteten og dens tilknyttede spøgelser, det selvforherligende skær såvel freaks som farang'er så sig selv i. Førstnævnte havde måske nok nogle flere spøgelser at slæbe rundt på og følte sig måske lidt mere forherligede end farang'erne gjorde. Til gengæld så de sig afgjort som overlegne i forhold til freaks - og alle andre racer for den sags skyld.

Det er fortællingen om den overlegenhed og om dårskabens legioner af spøgelser, der her skal berettes.

_________________________

HOME - NÆSTE KAP



Få 250 MB gratis lagerplads på MSN Hotmail

tirsdag, maj 16, 2006

 

The Fuss Of Thai Politics

The political development of Thailand is an eminent oportunity to study how greed and corruption works in a modern developed society.
Also being the largest Buddhist nation on earth makes that study very interesting.
Lately they have been without government, it happened before in their 74 years of parlamentary rule. Of those only 15-16 where with Democracy.

With the current crises, their democratic constitution has come to a stalemate. The lead up to the deadlock, so well and detailed rapported by the BBC, comes here with a dateline and some links to stories from the last three month of

THAILAND'S POLITICAL CRISIS

LATEST! 15 May: New Thai pool in October

HOME


Opret en personlig blog og del dine billeder på MSN Spaces

This page is powered by Blogger. Isn't yours?

Cost of the War in Iraq
(JavaScript Error)
To see more details, click here.