onsdag, maj 17, 2006

 

Hotel Placebo #1

Om Freakland

Han ville egentlige bare være rar og ikke genere nogen. Derfor sagde han ikke så meget. Hans mor havde lært ham den adfærd, "at være en god dreng". Jo mindre man gør sig bemærket, jo bedre er man, fandt han ud af. Han lærte sig tidligt det trick og perfektionerede det til nær selvudslettelse. Derfor gik han igennem det meste af sit liv uden at vide, hvor meget eller lidt han egentlig var. Hvem han var, syntes klart nok, selvom hans omgivelser af og til tydeligvis opfattede ham anderledes fra, hvad han selv gjorde. Hans evner og særkender var ham dog helt bevidst, for de var ikke enhver beskåret. At beskedenhed er en dyd, var derfor et dogme han tidligt fik indprentet. Falsk beskedenhed, skulle det vise sig, for et af de få områder, hvor han kunne hævde sig, var ved at blamerer sig med evner, de andre ikke havde. Da de derved fremstod som pral, blev han ofte fundet utroværdig.

Ærlighed, ikke at lyve, redelighed i sine handlinger, var blandt de kvaliteter han fik med hjemmefra. Alligevel blev han i halvtredsernes sorte skole, anset for både at lyve og snyde. Han havde følt dyb frustration over ikke at kunne forsvare sig, for man svarede ikke igen, dengang han gik i skole. Sådan var det i almindelighed og i skolen i særdeleshed. Ingen forstod ham, slet ikke hans mor. At den uretfærdighed han måtte stå model til ikke lod sig deduktiv afvise, gav ham prædikatet hidsig. Så meget mere nødvendig blev rollen "den pæne dreng" for ham. Den var ren facade, og først da hun døde, blev et udefinerligt behov ham bevidst, et behov der bare føltes som en trang til at være med, være normal og få del i, hvad der syntes selvfølgeligt for alle andre.

I et freudiansk koncept havde han i mange år været klar over, hvordan det hang sammen, at hans hæmninger var af ødipal karakter. Men bevidstheden om ødipuskomplekset, hjalp ham ikke til meget andet end at undskylde sin tilstand. Da hun var borte var der da heller ikke store ændringer i den tilstand, bortset fra at nu behøvede han ikke føle skyld, når han brød ud af den.

For at komme op af hullet efter at hun var død, tog han til Australien. Der var intet for ham at være i Danmark efter. Ude af stand til at knytte kontakter, end ikke på et almindelig overfladisk plan, havde han følt sig tilovers og fremmed blandt sine egne. Dengang han havde været butiksejer havde han nok nydt en vis popularitet, fordi han kunne bruges til noget. At venskab som kærlighed bygger på, at parterne kan bruge hinanden, var en erfaringen alderen bragte ham. En slags kynisme der udviklede sig med årene. Smukke navne for praktiske konstellationer - intet andet.

Han havde oplevet dybe venskaber i sit liv - men næppe af seksuel art. Hans "ærlighed" og prægning med "reelle hensigter" forhindrede ham ofte i at knytte seksuelle kontakter, for i det hjem han kom fra, var lyst absolut ikke noget der blev opmuntret, der havde man gjort som forventet eller som man burde - aldrig hvad man havde lyst til. Løssluppenhed havde på ingen måder været velset.

Trods de forhold havde han haft "Soulmates" blandt sine venner - af begge køn, kun ganske få, noget der ikke er alle beskåret. Men de kom til et punkt, hvor en barriere forhindrede videre udvikling. Måske den barriere havde været hans mor. Nu hun var borte, skulle banen vel langt om længe være fri. Det var ikke noget han havde tænkt, endsige formuleret, han tænkte kun, at nogle mennesker former ingen aspekter, de har kun det selskab de kan købe sig til.

Hans venner igennem sit voksenliv havde været en broget forsamling, hvor nogle kunne kaldes fordrukne, en del af dem om ikke korrupte, så halvkriminelle. De havde deres ben at gnave, deres bede at hyppe, knapper at dreje eller maskiner at malke. Hver passede deres business, og da han afhændede sin, var det som om det fælles interessegrundlag skred. For én ting var han bevidst, man bliver som dem man er i blandt. Derfor ville han afsted.

Da han kom hjem, vidste han, hvad han skulle bruge sin tid og midler til. Rejser! Hinsides snæversynets horisont. Hvad han ikke vidste, var at han skulle finde en livsledsager - og slet ikke hvad det indebar.

Opvokset uden erklæret kærlighed var kærligheden og især dens tilkendegivelse problemet for ham. Det mest bekymrende selvfølgelig dens udeblivelse. Det var ikke fordi han ikke havde haft kærlige forældre - de havde ofret alt for en facade, hvor det hele fremstod i bedste borgerlige orden - han havde aldrig lidt afsavn, det var ikke det. Det var mere et udefinerlige skrig efter en løssættelse fra den borgerlige spændetrøje, der havde gjort hans liv kikset.

Da han endelig blev bekræftet ved mødet med Aud, glemte han at ruge videre over det.

Nu havde han kun tid til at svælge i bekræftelsen, at der endelig var nogen, der fandt ham værd at elske. Først senere kom spørgsmålet om nødvendighed forklædt som kærlighed. Madkæresteri er nok det nærmeste man kan tale "kæresteri", om det der foregik i hendes land. Men at han elskede sin Aud, det var han ikke i tvivl om. Og kun lidt, at hun elskede ham.

Da han kom til Freakland første gang lærte han scenen at kende som opbevaringssted, et erotisk tagselvbord for aldrende hvide mænd, og det var ikke altid noget smukt syn. Eneste fordel var, at nu kunne han glemme alt om reelle hensigter. Alligevel bestod hans sortsyn, for ét er "reelle hensigter", noget andet moralsk depravering. Det havde med mentaliteten af luderkarle at gøre.

Han var selv hoppet på den, og det kan godt tilskrives en tilfældighed, at det lige netop blev Patbam, han havnede i. Men så ville det også være en tilfældighed, at han kendte Lars Vegas - og det troede han ikke på.
_________________________
 

Efter få besøg i landet fandt han ud af at Freakland var et ekstremt elitært samfund, hvor en håndfuld familier de facto styrede og bestemte udviklingen.

I hovedtræk gik den ud på at generere størst mulig rigdom til de udvalgte, hvorefter tricket var knap mærkbart at lade smulerne tilflyde en voksende økonomiske mellemklasse af kinesisk herkomst. Ikke for meget, kun lige nok til de holdt sig entreprenante og dermed sikrede, at det i næste tur dryppede lidt på freaksne selv - dog ikke mere end krævet for at opretholde social stabilitet - og så afgjort ikke mere end at konkurrencen med kineserne ville bestå.

Deres samfund var nærmest at betegne som et autokrati, hvor den brede klasse var fattige, uden uddannelse og fastlåste i positioner med kun magi og skæbnetro som håb. Trods det, et moderne land med et parlamentarisk system og demokrati. Moderne, målt med tredje verdens standarder, var tydeligvis sandt, mens den sidste del af udsagnet kunne synes mere tvivlsom. Teknisk set var det et demokratisk land.

Turistforeningen gik i sine lyriske præstationer så langt som at kalde det "Unseen". Faktisk var det ret uset, den slet skjulte måde menneskerettigheder blev krænket på. Ikke mindst selvfølgeligheden det blev gjort med - når de nu også så gerne ville regnes for et demokrati. Hvad mulighederne angik, var de som alle steder bestemt af klasse og uddannelse, og netop i den, eller rettere manglen derpå, lå værktøjet til kontrol og undertrykkelse.

Social indignation var så godt som fraværende, kun få, om nogen, bekymrede sig om de skrigende misforhold og åbenlyse uretfærdigheder, der fandtes i landet. Strukturer på det vandrette plan udgjorde knap nok, hvad der kræves for at dagligdagen fungerede. Solidaritet var af andre ismer blevet korrumperet og dermed ideologisk gjort til tabu af deres Theravada-buddhisme. Enhver var sig selv nærmest og beskyttede bedst muligt egne interesser - og de er af natur opadrettede.

Det feudale system, der med sit herre/tjener forhold havde haft et indbygget mål af social sikkerhed, var en saga blot. Mantraet var profit og optimeringen af den. I sig selv en medvirkende årsag til at buddhistiske dyder, i det mindste hvad velgørenhed angik, havde svært ved at følge med efterspørgelsen, for behovet voksede hurtigere end den øgede velstand gjorde. Som det altid har været, er det de fattige, der trækker et surt show og giver deres sidste skilling. Aristokratiet blev businessmænd, en del af oligarkiet - eller jet-setet om man vil - med ritualiserede pligter, og de omfattede ikke medfølelse og socialt engagement.

Fattige folk har behov for en himmelsk, som en jordisk herre, hvis ikke de skal blive helt lost, og da mere end halvdelen af befolkningen lever i dyb fattigdom, samtidig med at kun to procent har tillid til politiet, har lokale godfathers overtaget markedet. De sysler ikke med velgørenhed udfra sociale motiver. Nok mere udfra et interessesyn - derfor lader korruption sig ikke udrydde i landet. Ethvert kvarter, enhver landsby, selv den mindste flække, har sin mafia.

Således kunne landet socialt set ikke kaldes moderne, men økonomisk kunne det godt, for forbrugeradfærden var helt igennem nutidig. Som sådan, og som en af de originale fjernøstlige "tigere", var det et slaraffenland.

Af samme grund havde de mobiltelefoner, knallerter, fjernsyn og køleskabe i selv de værste slum. Om de var beskæftigede, eller hvad den reelle beskæftigelsesprocent var, kunne der kun gisnes om. Det eneste der med sikkerhed lod sig konstatere, var at alt efter provins, blev de spist af med 20 til 30 kroner om dagen. At en god del end ikke fik mindstelønnen, medvirkede yderligere til mystikken om kilden til deres rigdom. At økonomien havde fuld damp på, kunne enhver se, på vareudbudet og overdådigheden shopping-malls bød på. Eller få bekræftet af de trafikale realiteter, grotesk understreget af, at en overvejende del af modellerne, der forpestede miljøet, var af nyeste slags. Hvor de fik pengene fra, kunne kun guderne vide.

En del kom selvfølgelig fra turister, men langtfra nok til at forklare velstanden. Udenlandske investorer og en økonomi, der gik fra undergrunds til det let grumsede, var mere sandsynlige forklaringer. Den mest sandsynlige nok kriminalitet. Fra almindelig plat og svindel, der blev næret af en stabil tilgang af ofre, til et kreativt finansmiljø, hvor dubiøse transaktioner er en del af globaliseringen.

Medvirkende til succesen var sandsynligvis også en betydelig omsætning af illegale substanser. Historieprofessor David K. Wyatt rangerede (i 2002) marihuana, heroin og amfetemin blandt top-ti eksportemnerne. Ikke så sært at der i importen blev råd til lidt ekstravagance.

Mercedes Benz tjener til illustration af et tredjeverdens land, hvor eliten har adgang til en overflod så ubegribelig, at det efter USA, gør dem til den næststørste aftager af dette luksus-ikon nummer ét. Ikke kun det mest eftertragtede bilmærke i landet, men selve ikonet på alt, hvad der vedrører succes, lykke og held, hedt begæret og uden for rækkevidde for langt, langt de fleste. Kun ganske få - men altså mange nok til at matche USA - havde mulighed for at realisere drømmene, de fleste blev spist af med chancen og troen på lykken. Med større eller mindre held mobiliserede og eksploiterede de flittigt deres medfødte talenter i bestræbelserne derefter. De færreste havde en uddannelse, der kunne være dem behjælpelig.

_________________________

Landet bød økonomisk på et nærmest uendeligt ekspansions-scenarium. Kun ti-tolv procent af befolkningen holdt gang i den globaliserede omsætningen. Da der var penge nok, var det et spørgsmål om at fordele dem, så den voksende middelklasse, en hurtigt ekspanderende målgruppe, kunne øge sin købekraft. At det unge potentielle publikum var ringe uddannet og uden større kritisk sans, gjorde dem til det ideelle emne for enhver kræmmer.

De er fængslet i længsel, for når man er indskrevet i konsumismens pastelfarvede cellofan-univers, er det som en langtrukne orgasme, hvor klimaks aldrig nås. Medlemskabet tjener primært det formål, at aflede opmærksomheden fra andre mere basale aspekter i livet.

Så meget som 70 procent af befolkningen får nu om dage en grundskoleuddannelse, næsten en femdobling i forhold til for 50 år siden, hvor kun 15 procenten kunne gøre sig håb om en sådan. Da grundskolen i Freakland ikke er på mere end fire år, tjener en realeksamen bedre som sammenligning; den er tyvedoblet på et halvt århundrede. Immervæk stadig ikke mere end 10 procent får en sådan basisuddannelse.

Trods det, at andelen af studenter er øget halvtreds gange, udgør de alligevel kun beskedne 3 procent af befolkningen. En universitetsuddannelse er således for de forsvindende få. Måske fordi deres skolesystem er konkurrenceorienteret i en grad, så slogans som "The power of to be number one", bliver promoveret i forsøget på at motivere dem. Grammatikaliteten i det lader ane, at det aldrig bliver i engelsk, de opnår den "power".

Engelsk var godt nok efter freaksprog højest prioriteret, men i bedste fald var de opnåede evner begrænset til fraser, de knap kender betydningen af. Selv af et tredjeverdensland at være, var det mere end almindeligt ringe. På trods af slogans, frygtindgydende eller inspirerende, syntes problemet at være mangel på motivation, såvel som praksis. Medvirkende dertil var at korpset af undervisere knap med nød og næppe selv, sommetider slet ikke, beherskede sproget.

David fra New Zealand fortalte, at på det teknikum i en provinshovedstad han underviste, kunne han kommunikere - på engelsk - med tre ud af fjorten freak kollegaer, der også var engelsklærere. Uden nødvendigvis af den grund at føre en meningsfuld samtale.

Derfor sås overalt de herligste fejlstavninger; utilsigtet kunne de give de pudsigste meninger. Ingen syntes at bekymre sig, også selvom fejlen var bevidst, for punktualitet var på ingen måde noget, der blev tillagt betydning.

Uvidenhed er for magthaverne ideel, fordi den befordrer frygt. En bange mand er nemmere at have med at gøre, end én der ikke er. National stolthed var, hvad de til lindring og glemsel fik i stedet, hvilket forledte nogle til en selvopfattelse grænsende arrogance. En tilstand der i sin tur mindsker motivation og videbegær. De havde aldrig, som deres brødre i de omkringliggende lande, været tvunget til at lære sprog for at overleve. De klarede sig med freak. Men på freak lærer man kun, hvad der står på freak... begrænset og dårligt oversat, og - trods ytringsfrihed ...fordrejet så det passer i magthavernes kram.

Derfor var det ret ensidigt, hvad de vidste om verden og om deres samtid, især den der omhandler deres egen politiske virkelighed og dens mere eller mindre skjulte agenda. Som f.eks. konstitutionskampen. I skolen lærte de end ikke om 14. oktober 1973 - massakren ved "Democracy Monument" - skønt datoen var kanoniseret til "Demokratiets Dag".

Den dag blev hundredvis dræbt, da generalerne endnu engang forsøgte at sætte konstitutionen ud af kraft. Det lykkedes næsten , men ikke helt. Måske derfor blev dagen så kun til en halv fridag. Demokrati, et parlamentarisk system og den første konstitution fik de 1932, da de borgerlige revolutioner, formidlet af en elite uddannet i Paris, endelig nåede Freakland.

I de forgangne år har de haft 33 regeringer. Kun en halv snes af dem har været demokratisk valgte. Som den seneste også er, men mest speciel ved som den første nogensinde at have siddet en hel periode ud. Langt de fleste har været kendetegnet ved statskup og hærens engagement. Politik generelt har i Freakland ikke meget med ideologier at gøre, men udelukkende opportunitet. Skønt et "Communist Party of Freakland" har eksisteret, og i en forpuppet form måske stadig gør, så blev det forbudt i 1952 efter ganske få års legalitet. Ikke desto mindre udøvede det en ikke ubetydelig indflydelse i de turbulente år fra 71 til 76. Ideologier, andre end buddhistiske, er af freaksamfundet altid blevet anset for kriminelle.

Politiske partier har lige fra begyndelsen været dannet efter behov, interesseforetagender, der forsvandt igen, når det behov var opfyldt - eller fidusen bag det svigtede. F.eks. har kun det såkaldte "Democrat Party" været med fra starten, men igen er det kun en løs sammentømret gruppe, der skifter ham efter den p.t. gældende agenda for at rage til sig. Den siddende regering er således speciel ved at have fundet de vises sten udi den ædle kunst at berige sig på skatteydernes bekostning, hvilket paradoksalt nok har gjort den til den første genvalgte nogensinde i deres parlamentariske historie. Som den nuværende epoke er speciel ved at have haft 7 demokratisk valgte regeringer i træk.

Paradokset er, at den "modning" i demokrati har udmøntet sig i et paradigmeskift, hvor Freakland for alvor giver køb på sine sociale værdier, i en grad så kulturelle og spirituelle institutioner rystes, og almindelige freaks taler om, at det eneste tilbage at tro på, er deres buddha-konge institution. De har det bedst med en autoritær leder, ikke én der åbenlyst beriger sig, men som kan få en mere og mere kompliceret hverdag til at fungere. Buddha kunne gøre det, gjorde det for dem dengang verden ikke var af lave, men mod Sodoma og Gomorra har han ikke en chance.
_________________________

I det hele taget er det et land med rigeligt til alle. Det kunne være et mønstersamfund, hvis de slækkede lidt på grådigheden og efterlevede buddhismen i noget højere grad end det rent faktisk sker. Men de tænker kun på sig selv, fra hånden til munden. Samvittighedsløst. Nogle få har med almenvældets tarv som undskyldning sat sig i forkøbet af de andre ødelande. Og på praktisk taget alle ressourcer. De bliver udnyttet bedst muligt, bogstaveligt ned til sidste sandkorn. Hele bjerge og landskaber graves i udviklingens og profittens navn bort, ædes langsomt. Alt hvad der indeholder noget af værdi bliver begærligt udsuget, årelades, som var det af vampyrer.

Generelt er det utrolige nedslidte og tarvelige miljøer de holder sig. Samtidig kan man bogstaveligt se, på enhver plet der ikke er cementeret, på ethvert et bjerg ikke er gravet bort, at rigdomme tilsyneladende ved egen kraft, så at sige uendeligt, vælter frem af den fede jord.

Da var det, at man kunne få tanken, at undervisningen er tilrettelagt så de ikke risikerer at blive uddannede, at de også bliver kritiske, for slet ikke tale om, at de skulle begynde at tænke selv. Set isoleret er risikoen dog begrænset. Kun i hovedstaden findes miljøer, fordomsfrie og oplyste nok, dvs. med en uddannelse, der også giver en almen dannelse og en opfattelse af verden og dens mekanismer, som ikke bygger på myter og overtro.

Da demokratiet var ungt og nyindført, troede mange mennesker i mange år at "Democracy" var navnet på en af de populære ledere. Måske nogle stadig geråder i sådanne misforståelser - mange har endnu ikke fundet ud af hvad det går ud på. Flere mener ligefrem, at det er spild af penge. Bl.a. den daværende premierminister.

Skønt landet er kendt som et demokrati, ville despoti - eller som nævnt autokrati - være en mere korrekt betegnelse, men demokrati er det hellige mantra, der må påkaldes, når markedsmekanismerne skal afdæmoniseres. Derfor er det et sådant de har, møjsommeligt opbygget, men effektivt obstrueret af korruption og nepotisme. På papiret ser det pænt ud, og det er jura fremfor virkelighed der tæller, når man laver forretninger.

I 2005, blev den siddende regering genvalgt med sin karismatiske, egensindige og forfængelige premierminister. Hans vej til magten var banet ved en populistisk politik støttet af politi og militær, en politik der tiltalte grådighed og appellerede til ærgerrighed og den nationale forfængelighed. En moderne usentimental og kreativ forretningsmand var han, og som sådan havde eliten båret ham frem. Kreativiteten kan bedst illustreres ved hans totale mangel på skrupler, som da han solgte sin televirksomhed.

Fredagen før salget fik han en lov ændret. Ved salg af virksomhed er gevinsten skattefri, hvis man ejer mindre end 50 procent. Før var det 25. To familier, premierministeren og hans kones, havde tilsammen 49,6 procent, som de om mandagen solgte for 73 milliarder klaht - det er 12 milliarder kroner - one-point-nine-billion dollars. Ind på kontoen skattefrit.

Det er okay at score, men en grad af mådehold er velset i buddhismen, i det mindste når man beklæder landets højeste embede og derfor må anses for at være en sand buddhist, hvilket den gode premierminister da også har forsøgt at vise ved flere gange at trække sig tilbage til klosterlivet. Det har han ofte gjort i forbindelse med kriser, men ikke da store dele af befolkningen så det som en national katastrofe, at 90 procent af al kommunikation fremover ville være kontrolleret af en fremmed magt. Den handling satte for alvor gang i bevægelsen for at få ham afsat.

Hvor god en buddhist han er, når han kan tilsidesætte så væsentlige principper som samma-kammanta, ret handling, at skade mindst muligt, eller samma-ajiva, ret levevis, at gøre sin gerning på ærlig vis, er rimelige spørgsmål at stille. Samma-vayana, ret bestræbelse - der bl.a., går ud på at undgå fristelser - har det i hvert fald ikke godt hos ham.

Men den slags forretninger han går og laver, er dem de alle drømmer om at lave. Det var vel derfor han blev valgt i første omgang, for nu skulle der laves forretninger.

Først seks år senere gik det op for vælgerne, at de var blevet taget ved næsen. Virkeligheden var ved at overhale ham med fortsat uro i syd og flere og flere korruptionsskandaler, men salget af det nationale telekommunikationsnet var dråben, der fik bægret til at flyde over. Godt hjulpet af sin skruppelløse facon, der imødegik enhver kritik med anklager om bagvaskelse og astronomiske erstatningskrav, stod han blottet i sin megalomani.

Gradvist var hans sande ansigt blevet afsløret, og i de sidste måneder af 2005 stod han afklædt overfor tidligere partnere, såvel som den mere oplyste minoritet af vælgerne. Samtidig var "de gamle penge" ved at få kolde fødder over hans metoder. En bitter strid med en tidligere allieret blottede ham. Som den første var han kommet frem og sagt sandheden: Premierministeren lyver, ikke kun overfor sine vælgere, men overfor kongen. Det er i Freakland en alvorlige anklage.

Men han blev ved. Med sin stjerne hastigt dalende måtte han ty til at love, at enhver freak indenfor fire år ville eje sin egen bolig. At ikke alle længere købte den, indikerede de massemøder modstanderne foranstaltede. Op til 200.000 kunne de samle.

Arrangørerne af protesterne blev mødt med sagsanlæg på sagsanlæg, hver gang med erstatningskrav på typisk en milliard klaht (150-200 millioner kroner). Våbenbrødre til despoten, politigeneraler og den slags godtfolk, kom ham også til hjælp.

Fordi det blev påvist, at premierministeren end ikke holdt sine løfter overfor kongen, blev de til sidst tiltalt for majestætsfornærmelse, anklaget for på bekostning af majestætens at fremhæve sig selv. Man må ikke misbruge sin herre, sin guds navn, og i Freakland er kongen gud. Mange andre kritikere forsvandt sporløst eller kom ulyksaligt af dage; hans styre ikke blot levede op til de gængse kriterier for despoti. Det grænsede tyrani.

Alligevel foretrak mange, at kalde det "sinokrati", efter hans herkomst. Da hans herkomst og navn i denne sammenhæng for så vidt er ligegyldigt, og for at undgå sagsanlæg, lad det være usagt, og lad ham efter sin yndlingsfrase være benævnt "Mr MeiMie".
__________________________

I februar 2003 havde han lanceret en kampagne for at standse det moralske forfald i freaksamfundet, der efter hans mening skyldtes den udbredte brug af amfetaminer. En gang for alle skulle yaba udryddes. Ordet er sammensat af "ya" og "ba", henholdsvis "medicin" og "vanvittig", altså "medicin der gør gal". Egentligt hedder det yahaw, "hestemedicin", fordi det kan få folk til arbejde som en hest; f.eks har langturschauffører traditionelt altid brugt det, men når rodløse unge bruger det, bliver det til vanvidsmedicin. Mr MeiMie's voldelige kampagne affødte helt berettiget en bred international kritik, og svarene på de spørgsmål den yderst forfængelige premierminister måtte stå model til, blev altid indledt med en benægtelse.

--"Mei-mie, mei-mie", sagde han.

Gradvist holdt han op med at tale til pressen overhovedet, for felttoget, der blev lanceret som en meld-dig-selv-eller-bliv-knaldet-ned kampagne, dræbte flere end det nogensinde villet kunne have "reddet". Nu gjorde han sig kun bemærket ved kaskader af sagsanlæg, mere latterlige end de var uhyrlige. Det var hans måde at sige "mei-mie, mei-mie" til alle anklager. Han blev bemærket i verdenssamfundet, ikke ved sin erklærede krig mod amf'en, der vitterlig oversvømmer landet, men ved måden han gjorde det på. Det er et ubehageligt drug, der ødelægger meget udover misbrugerne selv, først og fremmest sociale strukturer, men han forsøgte at løse problemet som molboerne, der jager storken ud af kornmarken.

Ud af en kinesisk forretningsfamilie, uddannet politimand, skabte han allerede før sin erhvervskarriere tætte bånd mellem sin klasse af freak-kinesisiske forretningsmænd og den herskende af etniske freaks. Det kom ham til gode, da mobilnet og IT-revolution slog igennem.

I begyndelsen af firserne havde han oprettet sit teleselskab og fik siden monopol på mobiltelefoni af general Luchinga, kuplederen fra 1991 og foranstalter af massakren i maj 92. Senere igen fik han entreprisen på installation af IT-systemer i civil- og militæradministrationen. Det han leverede imponerede generalerne så meget, at han blev opfordret til at danne et politisk parti; de ville stå bag ham. En opfordringen han ikke sad overhørig. På en eftermiddag havde dem der så fordelen deserteret fra samtlige andre partier. Det var mange, nok til at konsolidere en magt. Året var 1998, og ved valget i 2001 tordnede det ind.

Da manden var god for noget nær milliarder - i dollars - var der midler nok til at fundere et parti. Formålsparagrafen var at organisere staten som et forretningsimperium, et konglomerat med landet som aktiv, folket som produktionsmiddel og ham selv som direktør. "Freak Rak Freak" kaldte han partiet. Som hos alle succesfirmaer var det vigtigt med et godt image. Derfor blev der straks lanceret fattigdomskampagner, gratis sundhedsvæsen, bevarelse af traditionelle værdier, fremfor alt lov og orden og for at det ikke skulle være løgn, udryddelse af korruption.

Navnet "freak rak freak" betyder "freaks elsker freaks". Yderligere, for at ingen skulle være i tvivl, fik det vedføjelsen "the peoples party". Selvom om ideologi og målsætning er sammenfaldene, kan Pia Kærsgaard kan godt gå hjem og lægge sig, men som hende er han populær blandt de fattige, ikke-uddannede. De ved ikke bedre.

Af de mange pinligheder, der kom fra hans mund, var udtalelsen om at afskaffe flerpartisystemet nok den mest tåbelige. Han mente, at fordi en overvældede majoritet alligevel stemte på ham, var det spild af penge at opretholde et sådant system. Og han er højt uddannet i USA og England. Han taler et forståeligt og avanceret engelsk, det har han lært, men der synes at være black-spots i hans verdensbillede.

Helt tydeligt kom de til udtryk, da han skulle overgå tidligere superlativer og måtte ty til at ændre den globale geografi. Han ville føre Freakland fra den tredje verden ind i den første. Det sagde han virkelig, aldrig mere et tredjeverdensland, Freakland ville med i det gode selskab. Der findes forskellige udlægninger, men tydeligvis var han ikke klar over den mest nærliggende, hvorfor det bliver kaldt første, (anden) og tredje verden.

Oprindelig var der denne verden og den hinsides. Da Columbus opdagede Amerika, var der pludselig en verden som alternativ til "den gamle". Den blev naturligt nok kaldt "den ny". Helt frem til det tyvende århundrede var det hele verden. Da frihedsbevægelser, i hvad der hidtil havde været kolonier, og dermed - teknisk set - ikke en selvstændig del af verden, begyndte at røre på sig, måtte man ty til nummerering. Alt hvad der lå udenfor "den gamle" og "den ny", den første og den anden verden, blev "den tredje verden". Og der ligger Freakland stadig, med den ironi, at det har en god del fjerde verdens indbyggere inden for sine grænser.

Det er den seneste nummerering, møntet på oprindelige folk uden nationalitet. Stammefolk, som de kan gøre til fuldgyldige borgere - hvis de ville - men nok så megen magi eller alverdens entreprenørmaskiner kan ikke fjerne Freakland fra den tredje verden.

Selvfølgelig skal de ikke finde sig i at være bare et nummer i verden. Først, når der kun er én, bliver der fred i den.

Men han går meget op i det med nummereringer, så da Freakland i 2005 røg yderligere nogle grader ned i det gode selskab, sved det. Ikke så meget at de gik fra nummer 45 til nummer 34 af de mest korrupte lande i verden, fra nummer 59 til 107 i pressefrihed, for det er NGO'er, der opgør det. Værre var det med menneskerettigheder, for den udsendes af State Department i Washington.
 
Én fjer i hatten bød det forløbne år dog på, da George Bush tog dem af listen over drugproducerende lande. Mere af tekniske årsager end af nogen reelle. George double trouble har brug for lidt goodwill i den del af verden i tilfælde af yderligere tvangsdemokratiseringer.
_________________________

Sådan så forholdene ud i Freakland i begyndelsen af 2006, hvor rammerne for fortællingen om Troels og Aud lukker sig. Tingene havde forandret sig meget siden han i 98 første gang kom til landet, et år efter tigerøkonomiernes kollaps.

En politisk stabilitet var så småt vokset frem, dengang boblen bristede. Ærgerligt, for konstitutionskampen var peu á peu vundet - i det mindste på papiret - måske derfor var økonomien overvurderet i en grad, der nærmede sig plat og svindel. Da det globale aktiemarked mødte sit Waterloo, og 90'er-festen kom til sin bratte afslutning, trak investorerne store summer ud, og korthuset ramlede. Falde må, hvad ikke selv kan stå; den kunstigt opskruede klaht kunne heller ikke. Det var i juli 1997.

Nogle siger det var George Soros skyld, men grunden var nok nærmere en økonomi baseret på fast ejendom finansieret med "non-performing" lån, dvs. investeringer, hvor profitten udelukkende høstes af den merværdi forventningerne til fremtiden skaber. Da de blegnede, var der ikke længere noget at høste af, og krakket var en realitet.

Otte år senere stod skeletterne fra 97 stadig. Overalt sås spøgelsesruiner af aldrig færdigopførte betonkonstruktioner, rustne og tilgroede. Ingen bekymrede sig om at fjerne dem, men investorerne genvandt tilliden.
 
Forholdene i økonomien var dog ikke blevet så meget anderledes, for selvom der igen blev bygget på livet løs, var det ikke for at imødekomme noget behov, men udelukkende i forventning om, at det helt store boom endnu en gang skulle vente rundt om hjørnet. Skønt klahten kun var det halve værd af hvad den var før, forblev den overvurderet; det behøvede man ingen periskoper for at se. I mellemtiden er andre økonomiske konstruktioner blevet implementeret, men skræller man glasuren af, er alt ved det gamle.

Hvad der reelt kom ud af det, var at en heftig inflationen til trods, blev det billigere for farang'er at leve i landet, hvilket afstedkom et sandt boom, der til en grad opvejede tabet. Det bidrog til en kamikaze-optimisme, der fik det hele til at fremstå endnu bedre end før. Det er og bliver illusionernes paradis, men illusioner er til for at briste - og det vil boblen i økonomien også før eller siden gøre igen.

Ingen panik, for i deres sprog har verberne hverken fremtid eller fortid, kun nutid, så ingen bekymrer sig.

Måske lige bortset fra den gamle konge; han kendte fortiden og måtte derfor frygte fremtiden. Han ønskede ikke endnu et 'coup d'etat'. At det bar i den retning kunne en forsikring om, at det ikke ville ske, som chefen for de væbnede styrker havde set sig nødset til at udstede, tyde på.

Den vise konge rådede Mr MeiMie til at droppe sine søgsmål og acceptere, at i et demokrati må han som overhoved finde sig i kritik. Helt klart var han ikke begejstret for sin premierminister. Han rådede også regeringen til en økonomisk politik, der fulgte hans ideer om "Sufficiency Economy", "økonomisk tilstrækkelighed", fremfor den profitoptimerings linie, der havde lokket sjakalerne frem, og som var godt i gang med at tømme landet for værdier.

Selv i et konstitutionelt monarki udøver kongen en indflydelse, men han gør det som privatperson. Ingen kan påstå det ikke er politisk, når han sætter udviklingsprogrammer i værk, der skal forbedre forholdene for de fattigste. I Freakland går religiøs forpligtigelse forud for politiske handlinger; at hjælpe de fattige er tam-bun, godgørenhed, så med sit eksempel viser han blot, hvad han syntes alle de andre kapitalister også burde gøre.

--"Det er ingen skam at være fattig" har han sagt. Ret op i ansigtet på begæret, der gennemsyrer alle klasser.

Hans projekter er kendetegnet ved en low-tech tilgang, der kun i ringe grad appellerer til nogen kommercialitet. Således afviser sjakalerne i regeringen som udenfor da også hans ideer om en "Sufficiency Economy" - dem er der ingen penge i. Teknologi skal være sofistikeret og imponere, men de mest bæredygtige og blivende teknologier for en landbrugskultur er nu engang skabt for århundreder siden.

Det er hvad den kloge majestæt gør opmærksom på, og med sit eksempel prøver at påvise. Naturligvis falder det ikke i god jord blandt vækstlidderlige kapitalister og fremskridtsfikserede utopister. At vækst for vækstens skyld er dræbende burde være indlysende, når man nu kender kræftcellens fysiognomi.

Mange fornuftige og vise ting har den gamle majestæt sagt, bl.a. om den tillempede managementstil styres med, "at ingen kan vide om det er 'Enron', regeringen har som forbillede".

"Enron" var det investeringsfirma, der i 2001 - af alle steder i Texas - gik ned i det største krak nogensinde i finansverdenen. Begær afstedkom det, bedrag forudsatte det.

Han så de farer grådighedens spøgelse ville føre landet ud i, så det var ikke sjovt for ham, at have en regering, der forherligede begæret. Almindelig anstændighed ville dømme dem kriminelle, men de havde blot fundet hullerne i konstitutionen, og det er helt legalt. Kræfter var i værk for at få omskrevet konstitutionen, så hullerne kunne blive lukket, for konstitutionskampen var langtfra forbi og scenarierne for et nyt statskup var mangfoldige. Den demokratiske glaskugle ville briste, hvis trykket varede ved.

Hvad der ikke umiddelbart så ud til at briste, var superioriteten og dens tilknyttede spøgelser, det selvforherligende skær såvel freaks som farang'er så sig selv i. Førstnævnte havde måske nok nogle flere spøgelser at slæbe rundt på og følte sig måske lidt mere forherligede end farang'erne gjorde. Til gengæld så de sig afgjort som overlegne i forhold til freaks - og alle andre racer for den sags skyld.

Det er fortællingen om den overlegenhed og om dårskabens legioner af spøgelser, der her skal berettes.

_________________________

HOME - NÆSTE KAP



Få 250 MB gratis lagerplads på MSN Hotmail

tirsdag, maj 16, 2006

 

The Fuss Of Thai Politics

The political development of Thailand is an eminent oportunity to study how greed and corruption works in a modern developed society.
Also being the largest Buddhist nation on earth makes that study very interesting.
Lately they have been without government, it happened before in their 74 years of parlamentary rule. Of those only 15-16 where with Democracy.

With the current crises, their democratic constitution has come to a stalemate. The lead up to the deadlock, so well and detailed rapported by the BBC, comes here with a dateline and some links to stories from the last three month of

THAILAND'S POLITICAL CRISIS

LATEST! 15 May: New Thai pool in October

HOME


Opret en personlig blog og del dine billeder på MSN Spaces

søndag, maj 14, 2006

 

Face of Arrogance #1

Photo of the Danish PM, Anders Fogh Rasmussen, responsible for the cartoon row, the Cave Man he goes by in Danish satire. Gloomy!.
Then take a look at painter Jørgen Buch's rendition of him.
So eminently it exposes not just his dark character, but his untold agenda as well.
By the way, he calls the painting "The Bomber".

In Danish politics you have to play by the rules. Few does, many ways to get around them.
Effective watchdogs and quit good mechanismes of checks and balance mostly keeps them on the road though.
But with arrogance they come short.

This time the arrogance of our PM really made him put his foot in his mouth, or - as we say in Danish - boob the spinach.
In domestic politics they get caught, he too will, exposed redhanded misusing The Office of the PM. Now, in fact he is.
In an effort to promote his party politics of "Venstre", in an attemp to copy The White House Banquet for the press corps, the annual DC event, he so obviously have abused his trusted resources.
Trying to stage a similar event in a Danish scale, he has misused not only the civil servants of his office, but also his official residence of the PM, "Marienborg", a smal scale chateau north of Copenhagen.

Eventually the event was never effectuated, because the system of watchdogs worked.Those invited some felt intimidated to be part of a party campaign, among those not, was the outcry of such a misuse. A time of accounting for his misdoings is coming up. For leading Denmark into an illegal war, for changing our laws against our constitution, for dismantling a system generations fought to build, for selling out of our national assets to gangsters and multinationals. He must be impeached!

But the issues last mentioned are merely... well, politics. Denmark being nothing but a lapdog of the US, it can be hard to get him on trial on the first issue as well.
But to abuse the office his been trusted by the Danish voters is a serious offence. Enough to make him face impeachment.

!!!LET'S IMPEACH THE PRIME MINISTER!!!

P.S. An example of the misuse of our constitutional liberties in a time where "terrorist acts" are being imposed. http://www.stopterrorkrigen.dk/emner/Terror/060221_venstresocialisterne_arrests_danish_political_party.htm

HOME -

fredag, maj 12, 2006

 
Articles Submit!: The UN Should Observe the Negative Changes in Denmark...!
 

På KaengKabao

Hun havde taget hormoner mere end et år nu. Da hun begyndte, var hendes bryster i løbet af to-tre måneder blevet kæmpestore og hårde, vistnok også ømme, men hun led gerne for skønheden.
Troels prøvede at forklare hende, at det er hasard med helbredet, og hjalp hende så ellers med at massere dem, men at det også er humørpåvirkende, ville hun ikke tro på, selvom hun helt tydeligt blev ulykkelig, simpelthen godt gammeldags paranoid, når hun tog dem.
Det endte med episoder - hun var helt umulig - med tilkaldte strømere og legen kispus med dem.

Der var masser af muligheder for at forsvinde i et kompleks som KaengKabao; det gav spænding og dramatik om ikke andet. Med mindst 500 ufærdige rum, der bare var fyldt med støv, var hagen ved det, at man blev møgbeskidt. I et tilfælde lå han skjult i et sådant beskidt rum. Med sin rygsæk og guitar planlagde han flugt over muren.
Han havde taget røven på dem. Hun var gået ned for at vente på sine små politidrenge, og han var blevet smækket ude.

Thomas havde fortalt ham, at man kunne dirke låsene op med et plastikkort. Nu havde han chancen. I skyndningen med at gå politiet i møde, så de ikke for vild i ‘Betoncostans’ uendelige gange, havde hun kun smækket døren.
Han gik i gang, først med sygesikringskortet; det holdt ikke, hævekortet Farmer Bank heller ikke, men da han kom til bonuskortet fra Aeroflot, var den der med det samme.
God gammeldags russisk plastik! det ved man hvad er.
Fidusen er at føre det ind mellem dør og kam, så det følger kammen uden at knække - tunge miljøbelastende polykarbonater er bedst til det - og vupti, døren springer op.

Hurtigt smed han noget tøj i rygsækken og tog sin guitar.
Alt i alt syntes det ham lidt teatralsk, hvad bagateller kan køres op til.
 
Han kunne sjældent sætte fingeren på noget og sige dét var årsagen, andet end at det var en kombination af hendes misopfattelse af tingenes tilstand og hans koleriske temperament. Et udslag af hendes vanvid og hans utilpashed ved miljøet.
Derfor havde han som regel også glemt årsagen, når panserne dukkede op, for han plejede bare at sætte sig ned og vente på dem. 
Men denne tidlige aften sad han ikke og ventede; han havde hvad han skulle bruge, inklusive pas og flybillet.

Netop på vej ud dukker hun op for enden af gangen med panserne. Han skyndte sig modsatte vej til en ubrugt trappegang, møgbesidt, men forcérbar; han ved hvilke etager der er afspærrede.
Nogle etager nede, så langt nede, at de ikke har chance for at se ham fra elvte, løber han ud på svalegangen, tilbage til hovedtrappen, spæner nogle etager op til én, hvor han ved, der er aflåst fra den trappe han oprindelig løb ned af.
Således narrer man dumme pansere.

Nu havde han lagt sig i skjul i et tomt rum, hvor han både kunne overse området omkring poolen og høre hvad der foregik oppe ved rummet. Da hun opdagede han havde været i rummet og fjernet sine ting, blev der kæftet op. Nu havde hun først grund til nervøsitet.
Han kunne høre og til dels se, hvordan hun med politiet fes rundt og ledte efter ham; før eller siden ville tegneserie-cops’ne give op, men en grad af, om ikke efterlysning, så efterretning ville der være på ham.
Hele komplekset har en mur omkring med døgnbemandet portvagt. Han overvejede at forcere muren til nogle private haver, for at slippe uset bort.
Hvis han gik igennem porten med guitar og bagage, ville de næppe standse ham, men efterretningen ville være rundt i løbet af to minutter. Politiet gad ikke rigtigt at gennemsøge alle de tomme rum; de kommer kun to mand ad gangen, og hvis de skal arbejde, må man betale dem. Han lå og funderede.
 
Han syntes sgu’ han var blevet for gammel til det pjat. Om ikke andet, hvis han også skulle spille ‘the fugitive’, ville de få ham i lufthavnen. Ikke at han havde gjort noget, men hvis man besværer politiet og er farang, så forventer de erkendtlighed.
Han var frit bytte.
Når det endelig var, kunne de ikke gøre noget som helst, de latterlige pansere. Men de kunne hurtig få ham op at køre, hvis de ville - og man ved aldrig, hvad de vil.
 
Der kunne højst ske det, at de beordrede ham til for egen drift og regning at begive sig ned til politistationen.
De har ikke egentlige patruljevogne, men kører på knallerter, og hvis de skal have hentet nogen, der ikke frivilligt vil med, har de pick-ups, de kan kyle dem op på ladet af. En panser med riffel sørger for, at ingen hopper af.
Hans forbrydelser havde hidtil ikke været alvorlig nok til at opnå den service. Det var nok meget godt, for de ligger ikke fingre imellem.
Lige nu ville han springe op og falde ned på, hvad de beordrede ham til.
Drengene på deres politiknallerter kunne aldrig løse noget som helst; det kunne de langt mindre på stationen. Det var en balancegang, hvor en uoverlagt bemærkning, et udbrud eller en attitude kunne få fatale følger.
 
En enkelt gang havde han fulgt ordren og taget ned på politistationen; hun påstod han havde brugt vold. Han havde blot skubbet hende ud af døren uden unødig brug af magt.
På politistationen var det blevet til noget nær legemesbeskadigelse, og efter at hendes version var blevet nedskrevet, skulle han bringe hende til hospitalet til undersøgelse og betale for det.
Han havde nægtet at underskrive rapporten; den ret kunne de trods alt ikke nægte ham. Til gengæld var han så blev truet med arrestation, hvis han ikke bragte hende til hospitalet.
Der var intet som helst i vejen med hende, så han spurgte hvilken lov han havde forbrudt sig imod. Det har man ret til at vide, men den var lige på grænsen, forstod han på det truende kropssprog, der blev reageret med.
Et ord mere og han ville være i spjældet. Tæt på.

Han fik ikke at vide hvilken lov, og han bragte hende heller ikke til hospitalet.
 
En anden gang var det tourist police’n, der var kommet til deres rum på elvte etage. De har et specielt turistpoliti, til at beskytte dem mod turisterne - selvom det egentlig er tænkt omvendt. Ikke mere vrøvl, bare betal! Deres fortrin skulle være, at de kan tale engelsk.

De kom til rummet, da kæmpe keramiksneglen fra søster i  Ratachima og kassettebåndoptageren lå i stumper på gulvet. Med deres baretter på sned og støvlerne blankpudsede, havde de velfornøjet vadet i skårene, vredet fødderne så det rigtigt knasede.
Den ene var straks gået ud på altanen og røget en smøg, mens han nød udsigten og distræt kiggede på blomsterne og planterne derude. Der var en 30 centimeter lille hampplante blandt dem. Han stod og gloede direkte på den. Så!, tænkte Troels.
Åbenbart havde han aldrig set ganja før; der var i hvert fald ingen genkendelse. Den anden panser var grov og ulækker, og han foretog forhøret.
— You hungry, blev han ved med at sige. Han var ikke helt sikker på om det var en frokost invitation eller et spørgsmål.
— What??!
— You hungry? Troels fattede ikke, hvorfor han spurgte om netop det.
Efter et par gentagelser af spørgsmålet, hvor panseren tydelig blev mere og mere irriteret, fandt han ud af, at han mente “angry”, når han sagde ”hungry”.
— No, I’m not hungry, sagde Troels så.

Deres sprogevner er et kapitel for sig, og et omvendt proportionalt eksempel på en af de goder kolonisering har bragt de koloniserede.
De forunderligste fejlstavninger ses overalt, ja, selv i fjernsynet. Som følgende eksempel viser.
Kongen holdt for nogle år siden rund fødselsdag, og det blev fejret i tre uger - selvfølgelig også i fjernsynet. På en af de statslige kanaler kørte en streamer konstant, hvor der stod:
 ...“HAPPY BIRD DAY”! Det stod der virkelig.
Egentlig er det majestætsfornærmelse, men de lader som om de ikke ser det. Så nu går der vel 20 millioner freaks rundt og tror at ‘bird day’ er det samme som ‘birthday’, som nogen tror at ‘hungry’ er ‘angry’.
 
Han forventede at den automatisk ville blive rettet; kyndige folk ville opdage fejlen. Men nej! Den stod der i alle tre uger.
I et land hvor kongen er buddha, og hvor majestætsfornærmelse kan medføre dødsstraf, virker det ubegribeligt. De lader som om de ikke ser det, det vil bare bringe en eller anden i forlegenhed; i sidste ende kongen. Så hellere holde sin mund.
 
Der var mange bataljer i den periode; og de lærte ikke meget af deres misforståelser. Ingen erkender sine fejl. Det førte til episoder på gaden, som i deres fjerntliggende rum. Ensomheden var, sammen med udsigten, blandt de få fordele der kunne opregnes ved deres domicil, de kunne råbe og skrige, larme lige så tosset de lystede.
Der var rækker af tomme rum til nærmeste nabo; ingen ville reagere på hverken dødsskrig eller våbenild.
 
Nogle gange nede i soi’en kunne det godt gå lidt hedt til; der var flere steder de havde karantæne. At de ved en sådan lejlighed, kom til at forvolde skade på privat ejendom, var ikke tilsigtet.
En bagatel af skade, ganske vist, men nok til at der næste morgen havde der stået en flok folk udenfor deres rum, som højtråbende og lettere truende havde vækket dem; sammen med smeden ville de have dem med ned og besigtige skaderne.
Det var gået ud over et af de blik-jalousier, de ruller ned foran facaderne på butikker og huse.

Under håndgemæng var han kommet til at skubbe hende ind i et af de nedrullede gardiner. Ikke kraftigt, men da det er noget billigt blikstads, holdt det ikke til, at hendes krop faldt ind i det. Det bukkede så meget, at det slap den midterskinne, det kører i, og røg ind. Jalousiet slap rammen og kollapsede.
Hun røg ind sammen med det; ind på gulvet i et tomt rum. Hovsa!
Men hvad fanden ragede det ham.

Han var en lille indtørret satan, smeden, og da han skulle vurdere skaden og skitsere omfanget af en udbedring, lagde han straks ansigtet i nogle meget professionelle og dermed dyre folder.
Det ville løbe op i flere tusind baht, var det eneste sikre, for han var nød til at afmonterer rullegardinet med ophæng og hele pivtøjet, og tage det med hjem på værkstedet.
— Hvabehar! Nej, nu stopper vi lige en halv, udbrød Troels.
— Din lille plattenslager! Giv mig skruetrækkeren, så skal jeg sgu’ nok selv klare det.
Problemet var tværskinnen, der deler åbningen i to. Den tillod en mindre del af jalousiet at åbne separat og var simpelthen blevet skubbet ud af det hak i fodremmen, den var fæstnet i.

Det skulle han eddermanme nok selv klare, hvis det var sådan, at de skulle have penge for en sådan bagatel. Det var kun et spørgsmål om at få jernskinnen skubbet på plads igen.
Han gav sig til at skubbe på den. Den skrabede hårdt mod gulvet, jo hårdere jo længere han fik den skubbet frem. Til sidst sad den urokkelig fast.
Det er ikke planen, der er noget galt med, det er styrken. Han manglede noget værktøj.
Da han ser sig om i lokalet finder han en stump beskidt bjælke i bunke ragelse, en gammel 4'x4' lægte af noget tungt træ. Den har en passende længde og er anvendeligt som slagværktøj.
Med enden af bjælken giver han sig til at banke løs på skinnen helt nede ved gulvet. Den trækker en fure i cementen, efterhånden som den bliver banket på plads.
Fidusen ligger i, som den nærmer sig hakket, at få kanten af blikket med ind i skinnen, så det kan rulle igen.
Uden ordentlig værktøj udover plattenslagerens skruetrækker, var især den del af operationen krævende. Men han har sine fingre, det mest alsidige stykke værktøj der findes.
Jalousiet var både skarpt og beskidt, indsmurt i olie. Han blev møgbeskidt og kunne ikke undgå at skære sig, da han baksede med det.
Skråt op! Situationen ignorerede smerte og optimerede styrke. Han gav den et sidste dunk med bjælken, som han nu måtte operere med en hånd, fordi han samtidig skulle styre blikket med den anden. Det glider på plads - han når lige at få fingrene væk, da det går i hak.

Buddha var åbenbart stadig med ham.
------------------------------------------------------------


Få de bedste resultater med MSN Search
 
 
 
 
Took a long way to get it to here.
 
This is publishing by e-mail.
 
 
That way I can publish quite big lumps.
 
 
 
____________________________
§§§§§§§§§§§§§§§§§§
 
O                O
 
~-~_..._~-~
""
""
____________________________
____________________________
Dette er et afsnit fra min bog om livet i Freakland.
Det er taget fra kapitlet om Patbamphûyín.

Billedet er min kone, der dyrker sin buddha.


Vi kan kalde afsnittet:

Voodoo & Patbam
 
Selvom Troels og Aud nok var forskellige i kultur, så havde essensen i deres livsfilosofi samme etiske om ikke kvalitet, så sigte. Renhed kan der ikke være tvivl om, men hvad der er hvidt og sort, især i hvilken grad, kan der godt.
Fælles for dem var jokeren med det halve ansigt, han viser kun den ene side, altid i profil - og kun i spøg selvfølgelig. Han lader korruptionen råde, hvis det er lønsomt; og det er det ofte. Fristende i det mindste.
Om det er fordelen værd, kan diskuteres.

Bortset fra det, var deres ideer om verdens elendighed og dens frelse nogenlunde de samme. Alligevel raffinerede hun den ultimative gift for ethvert parforhold, perfektionerede det terminale våben: jalousien.
Hun gjorde det hinsides enhver fornuft. Ja, i sin skuffelse havde hun netop valgt, at lade sund fornuft gå fløjten.
Hvor bevidst det var, er svært at sige. Begrebet ‘sund fornuft’ eksisterer næppe som begreb i deres kultur. Hun satsede bare på dens særkende og højt udviklede speciale: overtro med varsler og forbandelser. Forudsætningen er uvidenhed og frygt.

Der var bare dét, han ikke besad de forudsætninger.

Dog var han ikke bedre end andre, for han lyttede gerne til sladder. Samma-samadhi, ret koncentration, den sidste forudsætning på den ottefoldige vej, den besad han heller ikke til fulde.

Trods buddhister, er ideen at selv være årsag til, at ting går skævt dem fremmed. Når noget går galt, er det altid andres, phi-phi og ånder skyld, eller det er ‘voodoo’ - det er aldrig deres egen.
Derfor kan deres ‘tro’ udmønte sig i uhyrligheder, grusomheder, der normalt henregnes til den mørke middelalder, som rituelle menneskeofringer og spidning. Det forekommer. Fotografisk dokumentation findes.
Ofrene har vel haft et dårligt karma, nogle skal jo være heks, når virkeligheden er så fordrejet som i Freakland.
 
Sikkert er det, at idealer må forrådes for simpel vindings skyld.
For at leve med bevidstheden om samma-sankapa, ret sindelag, som gode buddhister nu engang bør som en del af den ottefoldige vej, og så alligevel, i strid med samma-vacca, ret tale, bliver nød til at lyve, gør at de tyer til nogle mekanismer, der er ren overtro.

Dér ligger roden til deres såkaldte ‘voodoo’. I deres folketro har de indbyggede ritualer, der gør dem skyldfri. Rene kineserier, på det seneste tilføjet nyt blod af horror- og splatterfilm af værste skuffe.
Derfor kalder de det ‘voodoo’.

De tror fuldt og fast på begrebet ‘at være sin egen lykkes smed’, vel at mærke som en ren tilfældighed mere end noget man skal gøre sig fortjent til - på trods af karmadogmets centrale placering i buddhismen. De giver det fløjten, for ved at sælge sin sjæl til en dæmon, kan man altid få hjælp til at smede en falsk lykke.

Samma-sati, ret opmærksomhed, er en kvalifikation de meget sjældent besidder. Han forstod det ikke, syntes det var sygt, men måtte forlige sig med det.
Han ville gerne hjælpe hende til at droppe sin overtro, til at få en mere elitær opfattelse af sin religion og til at komme overens med sin tvivl.
Hans Aud var en intelligent kvinde, det var han ikke i tvivl om. Heller ikke at hun elskede ham, og de sammen ville kunne nå langt, hvis det ikke var for åndssvage beskyldning om, at han havde andre kvinder.

De tog for alvor fart, da de boede i Hiongsau-bydelen af Patbam, godt hjulpet af hans forbindelse til Lars, Rene og siden Yan. Især Lars’ karl-smart type udstrålede en utroværdighed svær for hende at kapere.
Hvis han kunne tro på sådanne typer, hvis det var hans venner, hvor meget kunne hun så tro på ham?
Insinuationerne truede med at de ingen vegne skulle nå. Hun havde hans røde sofa derhjemme i tankerne; kunne åbenbart ikke glemme, hvor god sex de havde dyrket i den.
Hendes problem var ikke kun en manglende evne til at undertrykke fantasier; hun kunne heller ikke skelne dem fra virkeligheden. Hun virkelig så de erotiske øvelser, i den grad, som hun selv havde nydt dem, blive andre kvinder, værst af alt, ‘young girls’, til del.

Helt bogstaveligt!

Hun havde en slags ‘fjern-syn’ i sit hoved, der lod alskens ånder transmittere til hende; ikke mindst Kuanyin - foruden Buddha på kanal ét.
Hele firmamentet i hendes Pantheon var direkte on-line til hende, når hun drømte, som når hun mediterede. De kalder det ‘spiritualitet’.
Troels kunne ikke følge hende.

Det tangerede vanvid, og hendes beskyldningerne var absurde for enhver, der havde et blot overfladisk kendskab til Troels.
Han spekulerede på om hun virkelig mente det, eller om det var fordi, hun så ham så attraktiv, at hun som en anden elskovssyg tæve behøvede kampen for at retfærdiggøre, at beholde ham for sig selv.
Eller var det bare en følge, et udtryk et miljø som Patbam manifesterer sig med, en besættelse der skræmmer gode ånder væk, så kærlighed umuliggøres?

Patbamphûyín var fra starten af, da Hiongsau forlængst var blevet gammel og sat, kun en uspoleret strand med palmer og simple fiskerhytter ved Laem Chabang. H.N. Andersen - ham med ØK - plejede at gå på tigerjagt i de jomfruelige urskove dér, der i flg. hans livserindringer var fyldt med
“...store Yang-træer, som rager højt op i luften ...så tykke, at fem mand kan have ondt ved at spænde om dem i mandshøjde fra roden.”
Jo, han havde et godt øje til tømmer og han havde ikke ondt ved at profittere på de statelige træer.
 
Skoven strakte sig dengang over bakkerne helt fra Khmerland og ned til stranden, med jack-træer, durian og andre store frugttræer i en mangfoldighed forlængst tabt. I skovbrynet var kun enkelte rydede marker til at supplere befolkningens havbaserede diæt.
 
Af skoven er der intet tilbage i dag.

Måske der var i oktober 1959. Da starter historien om Patbam med en beretning om en flok G.I.’s på orlov fra Ratchasima, byen hvor den suverænt største U.S. base i Sydøstasien, siden blev opbygget. De tog turen over bjergene, i hælene på ingeniør-tropperne, der anlagde vejen ned til kysten, og de fandt et idylliske fiskerleje, hvor folk var flinke, pigerne smilede og var glade, grinede konstant og var særdeles søde og imødekommende.

Det fortalte de om hjemme på basen, og ad den nyanlagte vej fulgte soldater, permitterede, som permissionister. Siden - efterhånden som business’en blev udviklet - fulgte mafia og missionærer.
Et klondyke opstod, der på få år blev til en sand guldgrube. Derouten fra Paradis til Sodama og Gomorra begyndte.

Da Vietnamkrigen kom, udviklede det sig til det største U.S. Army Bordello set siden feltbordellerne i Tyskland efter anden verdenskrig. Ikke kun på grund af pigerne; der var andre taktiske årsager. Stedet ligger ved en dyb beskyttet havbugt, mindre end et døgns sejlads fra den tidligere krigsskueplads.

Amerikanske flådefartøjer ankrer den dag i dag rutinemæssigt op i bugten, så gaster og mandskab kan få lidt adspredelse hos glade og imødekommende piger, hvis job det er, at det skal føles let og ligetil. Deres allerfornemste opgave er at gøre elskovshungrende mænd så kulrede, at de går hen og gifter sig med dem. Det er det naive mål i sig selv.
De tager bussen ned til Patbam, ikke for at blive ludere, men for at blive gift med en rig farang. De kommer fra den fattigste del af landet, dagligt i bundter og i hundredevis derfra.
Der anslås at arbejde 10-20 tusind piger direkte i madrashøjde i byen. Inclusive freelancere og deltids - det er ikke ualmindeligt at lokale ‘udlejer’ deres koner og kærester - er udbudet reelt det dobbelte.

I objektivitetens navn og mod den misledte fantasis interesse, skal det dog siges, at de ikke ligger og spreder ben 8-10 gange om dagen. Det er ikke som narkoludere i Danmark, slet ikke.
Kun de mest attraktive af pigerne har partnere jævnligt eller på daglig basis, og næppe nogen har mere end én per nat. Det gennemsnitlige klientforhold er vel 1½-2 dage.

Langt størstedelen af de tusinder af piger i barerne har måske kunder en eller to gange på en måned; enkelte har nok aldrig, og dem der ikke ender op forhærdede eller fortabte, havner hjemme i rismarkerne igen.

Dem der bliver får 2500 om måneden, hvilket er 500 kroner, bare for at stå i baren og betjene kunder med flirt, almindelig social omgang og udskænkning. Hvis ingen tager dem med, er det alt de har at leve for. Det rækker kun til de ikke dør af sult, knapt til at de kan leje noget rum, så de bor hos hinanden.
De mest succesfulde har condo’er betalt af farang’er.

Alle sammen er de til salg - hvis nogen kan bruge dem - for en eller anden pris, og kassen for dem, er småpenge for os. Det er forretningen - stort set den eneste slags, der drives i Patbam - at skabe illusionernes bluff, et paradis, hele vejen fra Hiongsau til Laem Tien, så behageligt, så overbevisende, at ingen føler sig snydt.

Alle bliver dog lænset. Nogle så de bemærker det.


Opret en personlig blog og del dine billeder på MSN Spaces

This page is powered by Blogger. Isn't yours?

Cost of the War in Iraq
(JavaScript Error)
To see more details, click here.