tirsdag, maj 16, 2006

 

The Fuss Of Thai Politics

The political development of Thailand is an eminent oportunity to study how greed and corruption works in a modern developed society.
Also being the largest Buddhist nation on earth makes that study very interesting.
Lately they have been without government, it happened before in their 74 years of parlamentary rule. Of those only 15-16 where with Democracy.

With the current crises, their democratic constitution has come to a stalemate. The lead up to the deadlock, so well and detailed rapported by the BBC, comes here with a dateline and some links to stories from the last three month of

THAILAND'S POLITICAL CRISIS

LATEST! 15 May: New Thai pool in October

HOME


Opret en personlig blog og del dine billeder på MSN Spaces

søndag, maj 14, 2006

 

Face of Arrogance #1

Photo of the Danish PM, Anders Fogh Rasmussen, responsible for the cartoon row, the Cave Man he goes by in Danish satire. Gloomy!.
Then take a look at painter Jørgen Buch's rendition of him.
So eminently it exposes not just his dark character, but his untold agenda as well.
By the way, he calls the painting "The Bomber".

In Danish politics you have to play by the rules. Few does, many ways to get around them.
Effective watchdogs and quit good mechanismes of checks and balance mostly keeps them on the road though.
But with arrogance they come short.

This time the arrogance of our PM really made him put his foot in his mouth, or - as we say in Danish - boob the spinach.
In domestic politics they get caught, he too will, exposed redhanded misusing The Office of the PM. Now, in fact he is.
In an effort to promote his party politics of "Venstre", in an attemp to copy The White House Banquet for the press corps, the annual DC event, he so obviously have abused his trusted resources.
Trying to stage a similar event in a Danish scale, he has misused not only the civil servants of his office, but also his official residence of the PM, "Marienborg", a smal scale chateau north of Copenhagen.

Eventually the event was never effectuated, because the system of watchdogs worked.Those invited some felt intimidated to be part of a party campaign, among those not, was the outcry of such a misuse. A time of accounting for his misdoings is coming up. For leading Denmark into an illegal war, for changing our laws against our constitution, for dismantling a system generations fought to build, for selling out of our national assets to gangsters and multinationals. He must be impeached!

But the issues last mentioned are merely... well, politics. Denmark being nothing but a lapdog of the US, it can be hard to get him on trial on the first issue as well.
But to abuse the office his been trusted by the Danish voters is a serious offence. Enough to make him face impeachment.

!!!LET'S IMPEACH THE PRIME MINISTER!!!

P.S. An example of the misuse of our constitutional liberties in a time where "terrorist acts" are being imposed. http://www.stopterrorkrigen.dk/emner/Terror/060221_venstresocialisterne_arrests_danish_political_party.htm

HOME -

fredag, maj 12, 2006

 
Articles Submit!: The UN Should Observe the Negative Changes in Denmark...!
 

På KaengKabao

Hun havde taget hormoner mere end et år nu. Da hun begyndte, var hendes bryster i løbet af to-tre måneder blevet kæmpestore og hårde, vistnok også ømme, men hun led gerne for skønheden.
Troels prøvede at forklare hende, at det er hasard med helbredet, og hjalp hende så ellers med at massere dem, men at det også er humørpåvirkende, ville hun ikke tro på, selvom hun helt tydeligt blev ulykkelig, simpelthen godt gammeldags paranoid, når hun tog dem.
Det endte med episoder - hun var helt umulig - med tilkaldte strømere og legen kispus med dem.

Der var masser af muligheder for at forsvinde i et kompleks som KaengKabao; det gav spænding og dramatik om ikke andet. Med mindst 500 ufærdige rum, der bare var fyldt med støv, var hagen ved det, at man blev møgbeskidt. I et tilfælde lå han skjult i et sådant beskidt rum. Med sin rygsæk og guitar planlagde han flugt over muren.
Han havde taget røven på dem. Hun var gået ned for at vente på sine små politidrenge, og han var blevet smækket ude.

Thomas havde fortalt ham, at man kunne dirke låsene op med et plastikkort. Nu havde han chancen. I skyndningen med at gå politiet i møde, så de ikke for vild i ‘Betoncostans’ uendelige gange, havde hun kun smækket døren.
Han gik i gang, først med sygesikringskortet; det holdt ikke, hævekortet Farmer Bank heller ikke, men da han kom til bonuskortet fra Aeroflot, var den der med det samme.
God gammeldags russisk plastik! det ved man hvad er.
Fidusen er at føre det ind mellem dør og kam, så det følger kammen uden at knække - tunge miljøbelastende polykarbonater er bedst til det - og vupti, døren springer op.

Hurtigt smed han noget tøj i rygsækken og tog sin guitar.
Alt i alt syntes det ham lidt teatralsk, hvad bagateller kan køres op til.
 
Han kunne sjældent sætte fingeren på noget og sige dét var årsagen, andet end at det var en kombination af hendes misopfattelse af tingenes tilstand og hans koleriske temperament. Et udslag af hendes vanvid og hans utilpashed ved miljøet.
Derfor havde han som regel også glemt årsagen, når panserne dukkede op, for han plejede bare at sætte sig ned og vente på dem. 
Men denne tidlige aften sad han ikke og ventede; han havde hvad han skulle bruge, inklusive pas og flybillet.

Netop på vej ud dukker hun op for enden af gangen med panserne. Han skyndte sig modsatte vej til en ubrugt trappegang, møgbesidt, men forcérbar; han ved hvilke etager der er afspærrede.
Nogle etager nede, så langt nede, at de ikke har chance for at se ham fra elvte, løber han ud på svalegangen, tilbage til hovedtrappen, spæner nogle etager op til én, hvor han ved, der er aflåst fra den trappe han oprindelig løb ned af.
Således narrer man dumme pansere.

Nu havde han lagt sig i skjul i et tomt rum, hvor han både kunne overse området omkring poolen og høre hvad der foregik oppe ved rummet. Da hun opdagede han havde været i rummet og fjernet sine ting, blev der kæftet op. Nu havde hun først grund til nervøsitet.
Han kunne høre og til dels se, hvordan hun med politiet fes rundt og ledte efter ham; før eller siden ville tegneserie-cops’ne give op, men en grad af, om ikke efterlysning, så efterretning ville der være på ham.
Hele komplekset har en mur omkring med døgnbemandet portvagt. Han overvejede at forcere muren til nogle private haver, for at slippe uset bort.
Hvis han gik igennem porten med guitar og bagage, ville de næppe standse ham, men efterretningen ville være rundt i løbet af to minutter. Politiet gad ikke rigtigt at gennemsøge alle de tomme rum; de kommer kun to mand ad gangen, og hvis de skal arbejde, må man betale dem. Han lå og funderede.
 
Han syntes sgu’ han var blevet for gammel til det pjat. Om ikke andet, hvis han også skulle spille ‘the fugitive’, ville de få ham i lufthavnen. Ikke at han havde gjort noget, men hvis man besværer politiet og er farang, så forventer de erkendtlighed.
Han var frit bytte.
Når det endelig var, kunne de ikke gøre noget som helst, de latterlige pansere. Men de kunne hurtig få ham op at køre, hvis de ville - og man ved aldrig, hvad de vil.
 
Der kunne højst ske det, at de beordrede ham til for egen drift og regning at begive sig ned til politistationen.
De har ikke egentlige patruljevogne, men kører på knallerter, og hvis de skal have hentet nogen, der ikke frivilligt vil med, har de pick-ups, de kan kyle dem op på ladet af. En panser med riffel sørger for, at ingen hopper af.
Hans forbrydelser havde hidtil ikke været alvorlig nok til at opnå den service. Det var nok meget godt, for de ligger ikke fingre imellem.
Lige nu ville han springe op og falde ned på, hvad de beordrede ham til.
Drengene på deres politiknallerter kunne aldrig løse noget som helst; det kunne de langt mindre på stationen. Det var en balancegang, hvor en uoverlagt bemærkning, et udbrud eller en attitude kunne få fatale følger.
 
En enkelt gang havde han fulgt ordren og taget ned på politistationen; hun påstod han havde brugt vold. Han havde blot skubbet hende ud af døren uden unødig brug af magt.
På politistationen var det blevet til noget nær legemesbeskadigelse, og efter at hendes version var blevet nedskrevet, skulle han bringe hende til hospitalet til undersøgelse og betale for det.
Han havde nægtet at underskrive rapporten; den ret kunne de trods alt ikke nægte ham. Til gengæld var han så blev truet med arrestation, hvis han ikke bragte hende til hospitalet.
Der var intet som helst i vejen med hende, så han spurgte hvilken lov han havde forbrudt sig imod. Det har man ret til at vide, men den var lige på grænsen, forstod han på det truende kropssprog, der blev reageret med.
Et ord mere og han ville være i spjældet. Tæt på.

Han fik ikke at vide hvilken lov, og han bragte hende heller ikke til hospitalet.
 
En anden gang var det tourist police’n, der var kommet til deres rum på elvte etage. De har et specielt turistpoliti, til at beskytte dem mod turisterne - selvom det egentlig er tænkt omvendt. Ikke mere vrøvl, bare betal! Deres fortrin skulle være, at de kan tale engelsk.

De kom til rummet, da kæmpe keramiksneglen fra søster i  Ratachima og kassettebåndoptageren lå i stumper på gulvet. Med deres baretter på sned og støvlerne blankpudsede, havde de velfornøjet vadet i skårene, vredet fødderne så det rigtigt knasede.
Den ene var straks gået ud på altanen og røget en smøg, mens han nød udsigten og distræt kiggede på blomsterne og planterne derude. Der var en 30 centimeter lille hampplante blandt dem. Han stod og gloede direkte på den. Så!, tænkte Troels.
Åbenbart havde han aldrig set ganja før; der var i hvert fald ingen genkendelse. Den anden panser var grov og ulækker, og han foretog forhøret.
— You hungry, blev han ved med at sige. Han var ikke helt sikker på om det var en frokost invitation eller et spørgsmål.
— What??!
— You hungry? Troels fattede ikke, hvorfor han spurgte om netop det.
Efter et par gentagelser af spørgsmålet, hvor panseren tydelig blev mere og mere irriteret, fandt han ud af, at han mente “angry”, når han sagde ”hungry”.
— No, I’m not hungry, sagde Troels så.

Deres sprogevner er et kapitel for sig, og et omvendt proportionalt eksempel på en af de goder kolonisering har bragt de koloniserede.
De forunderligste fejlstavninger ses overalt, ja, selv i fjernsynet. Som følgende eksempel viser.
Kongen holdt for nogle år siden rund fødselsdag, og det blev fejret i tre uger - selvfølgelig også i fjernsynet. På en af de statslige kanaler kørte en streamer konstant, hvor der stod:
 ...“HAPPY BIRD DAY”! Det stod der virkelig.
Egentlig er det majestætsfornærmelse, men de lader som om de ikke ser det. Så nu går der vel 20 millioner freaks rundt og tror at ‘bird day’ er det samme som ‘birthday’, som nogen tror at ‘hungry’ er ‘angry’.
 
Han forventede at den automatisk ville blive rettet; kyndige folk ville opdage fejlen. Men nej! Den stod der i alle tre uger.
I et land hvor kongen er buddha, og hvor majestætsfornærmelse kan medføre dødsstraf, virker det ubegribeligt. De lader som om de ikke ser det, det vil bare bringe en eller anden i forlegenhed; i sidste ende kongen. Så hellere holde sin mund.
 
Der var mange bataljer i den periode; og de lærte ikke meget af deres misforståelser. Ingen erkender sine fejl. Det førte til episoder på gaden, som i deres fjerntliggende rum. Ensomheden var, sammen med udsigten, blandt de få fordele der kunne opregnes ved deres domicil, de kunne råbe og skrige, larme lige så tosset de lystede.
Der var rækker af tomme rum til nærmeste nabo; ingen ville reagere på hverken dødsskrig eller våbenild.
 
Nogle gange nede i soi’en kunne det godt gå lidt hedt til; der var flere steder de havde karantæne. At de ved en sådan lejlighed, kom til at forvolde skade på privat ejendom, var ikke tilsigtet.
En bagatel af skade, ganske vist, men nok til at der næste morgen havde der stået en flok folk udenfor deres rum, som højtråbende og lettere truende havde vækket dem; sammen med smeden ville de have dem med ned og besigtige skaderne.
Det var gået ud over et af de blik-jalousier, de ruller ned foran facaderne på butikker og huse.

Under håndgemæng var han kommet til at skubbe hende ind i et af de nedrullede gardiner. Ikke kraftigt, men da det er noget billigt blikstads, holdt det ikke til, at hendes krop faldt ind i det. Det bukkede så meget, at det slap den midterskinne, det kører i, og røg ind. Jalousiet slap rammen og kollapsede.
Hun røg ind sammen med det; ind på gulvet i et tomt rum. Hovsa!
Men hvad fanden ragede det ham.

Han var en lille indtørret satan, smeden, og da han skulle vurdere skaden og skitsere omfanget af en udbedring, lagde han straks ansigtet i nogle meget professionelle og dermed dyre folder.
Det ville løbe op i flere tusind baht, var det eneste sikre, for han var nød til at afmonterer rullegardinet med ophæng og hele pivtøjet, og tage det med hjem på værkstedet.
— Hvabehar! Nej, nu stopper vi lige en halv, udbrød Troels.
— Din lille plattenslager! Giv mig skruetrækkeren, så skal jeg sgu’ nok selv klare det.
Problemet var tværskinnen, der deler åbningen i to. Den tillod en mindre del af jalousiet at åbne separat og var simpelthen blevet skubbet ud af det hak i fodremmen, den var fæstnet i.

Det skulle han eddermanme nok selv klare, hvis det var sådan, at de skulle have penge for en sådan bagatel. Det var kun et spørgsmål om at få jernskinnen skubbet på plads igen.
Han gav sig til at skubbe på den. Den skrabede hårdt mod gulvet, jo hårdere jo længere han fik den skubbet frem. Til sidst sad den urokkelig fast.
Det er ikke planen, der er noget galt med, det er styrken. Han manglede noget værktøj.
Da han ser sig om i lokalet finder han en stump beskidt bjælke i bunke ragelse, en gammel 4'x4' lægte af noget tungt træ. Den har en passende længde og er anvendeligt som slagværktøj.
Med enden af bjælken giver han sig til at banke løs på skinnen helt nede ved gulvet. Den trækker en fure i cementen, efterhånden som den bliver banket på plads.
Fidusen ligger i, som den nærmer sig hakket, at få kanten af blikket med ind i skinnen, så det kan rulle igen.
Uden ordentlig værktøj udover plattenslagerens skruetrækker, var især den del af operationen krævende. Men han har sine fingre, det mest alsidige stykke værktøj der findes.
Jalousiet var både skarpt og beskidt, indsmurt i olie. Han blev møgbeskidt og kunne ikke undgå at skære sig, da han baksede med det.
Skråt op! Situationen ignorerede smerte og optimerede styrke. Han gav den et sidste dunk med bjælken, som han nu måtte operere med en hånd, fordi han samtidig skulle styre blikket med den anden. Det glider på plads - han når lige at få fingrene væk, da det går i hak.

Buddha var åbenbart stadig med ham.
------------------------------------------------------------


Få de bedste resultater med MSN Search
 
 
 
 
Took a long way to get it to here.
 
This is publishing by e-mail.
 
 
That way I can publish quite big lumps.
 
 
 
____________________________
§§§§§§§§§§§§§§§§§§
 
O                O
 
~-~_..._~-~
""
""
____________________________
____________________________
Dette er et afsnit fra min bog om livet i Freakland.
Det er taget fra kapitlet om Patbamphûyín.

Billedet er min kone, der dyrker sin buddha.


Vi kan kalde afsnittet:

Voodoo & Patbam
 
Selvom Troels og Aud nok var forskellige i kultur, så havde essensen i deres livsfilosofi samme etiske om ikke kvalitet, så sigte. Renhed kan der ikke være tvivl om, men hvad der er hvidt og sort, især i hvilken grad, kan der godt.
Fælles for dem var jokeren med det halve ansigt, han viser kun den ene side, altid i profil - og kun i spøg selvfølgelig. Han lader korruptionen råde, hvis det er lønsomt; og det er det ofte. Fristende i det mindste.
Om det er fordelen værd, kan diskuteres.

Bortset fra det, var deres ideer om verdens elendighed og dens frelse nogenlunde de samme. Alligevel raffinerede hun den ultimative gift for ethvert parforhold, perfektionerede det terminale våben: jalousien.
Hun gjorde det hinsides enhver fornuft. Ja, i sin skuffelse havde hun netop valgt, at lade sund fornuft gå fløjten.
Hvor bevidst det var, er svært at sige. Begrebet ‘sund fornuft’ eksisterer næppe som begreb i deres kultur. Hun satsede bare på dens særkende og højt udviklede speciale: overtro med varsler og forbandelser. Forudsætningen er uvidenhed og frygt.

Der var bare dét, han ikke besad de forudsætninger.

Dog var han ikke bedre end andre, for han lyttede gerne til sladder. Samma-samadhi, ret koncentration, den sidste forudsætning på den ottefoldige vej, den besad han heller ikke til fulde.

Trods buddhister, er ideen at selv være årsag til, at ting går skævt dem fremmed. Når noget går galt, er det altid andres, phi-phi og ånder skyld, eller det er ‘voodoo’ - det er aldrig deres egen.
Derfor kan deres ‘tro’ udmønte sig i uhyrligheder, grusomheder, der normalt henregnes til den mørke middelalder, som rituelle menneskeofringer og spidning. Det forekommer. Fotografisk dokumentation findes.
Ofrene har vel haft et dårligt karma, nogle skal jo være heks, når virkeligheden er så fordrejet som i Freakland.
 
Sikkert er det, at idealer må forrådes for simpel vindings skyld.
For at leve med bevidstheden om samma-sankapa, ret sindelag, som gode buddhister nu engang bør som en del af den ottefoldige vej, og så alligevel, i strid med samma-vacca, ret tale, bliver nød til at lyve, gør at de tyer til nogle mekanismer, der er ren overtro.

Dér ligger roden til deres såkaldte ‘voodoo’. I deres folketro har de indbyggede ritualer, der gør dem skyldfri. Rene kineserier, på det seneste tilføjet nyt blod af horror- og splatterfilm af værste skuffe.
Derfor kalder de det ‘voodoo’.

De tror fuldt og fast på begrebet ‘at være sin egen lykkes smed’, vel at mærke som en ren tilfældighed mere end noget man skal gøre sig fortjent til - på trods af karmadogmets centrale placering i buddhismen. De giver det fløjten, for ved at sælge sin sjæl til en dæmon, kan man altid få hjælp til at smede en falsk lykke.

Samma-sati, ret opmærksomhed, er en kvalifikation de meget sjældent besidder. Han forstod det ikke, syntes det var sygt, men måtte forlige sig med det.
Han ville gerne hjælpe hende til at droppe sin overtro, til at få en mere elitær opfattelse af sin religion og til at komme overens med sin tvivl.
Hans Aud var en intelligent kvinde, det var han ikke i tvivl om. Heller ikke at hun elskede ham, og de sammen ville kunne nå langt, hvis det ikke var for åndssvage beskyldning om, at han havde andre kvinder.

De tog for alvor fart, da de boede i Hiongsau-bydelen af Patbam, godt hjulpet af hans forbindelse til Lars, Rene og siden Yan. Især Lars’ karl-smart type udstrålede en utroværdighed svær for hende at kapere.
Hvis han kunne tro på sådanne typer, hvis det var hans venner, hvor meget kunne hun så tro på ham?
Insinuationerne truede med at de ingen vegne skulle nå. Hun havde hans røde sofa derhjemme i tankerne; kunne åbenbart ikke glemme, hvor god sex de havde dyrket i den.
Hendes problem var ikke kun en manglende evne til at undertrykke fantasier; hun kunne heller ikke skelne dem fra virkeligheden. Hun virkelig så de erotiske øvelser, i den grad, som hun selv havde nydt dem, blive andre kvinder, værst af alt, ‘young girls’, til del.

Helt bogstaveligt!

Hun havde en slags ‘fjern-syn’ i sit hoved, der lod alskens ånder transmittere til hende; ikke mindst Kuanyin - foruden Buddha på kanal ét.
Hele firmamentet i hendes Pantheon var direkte on-line til hende, når hun drømte, som når hun mediterede. De kalder det ‘spiritualitet’.
Troels kunne ikke følge hende.

Det tangerede vanvid, og hendes beskyldningerne var absurde for enhver, der havde et blot overfladisk kendskab til Troels.
Han spekulerede på om hun virkelig mente det, eller om det var fordi, hun så ham så attraktiv, at hun som en anden elskovssyg tæve behøvede kampen for at retfærdiggøre, at beholde ham for sig selv.
Eller var det bare en følge, et udtryk et miljø som Patbam manifesterer sig med, en besættelse der skræmmer gode ånder væk, så kærlighed umuliggøres?

Patbamphûyín var fra starten af, da Hiongsau forlængst var blevet gammel og sat, kun en uspoleret strand med palmer og simple fiskerhytter ved Laem Chabang. H.N. Andersen - ham med ØK - plejede at gå på tigerjagt i de jomfruelige urskove dér, der i flg. hans livserindringer var fyldt med
“...store Yang-træer, som rager højt op i luften ...så tykke, at fem mand kan have ondt ved at spænde om dem i mandshøjde fra roden.”
Jo, han havde et godt øje til tømmer og han havde ikke ondt ved at profittere på de statelige træer.
 
Skoven strakte sig dengang over bakkerne helt fra Khmerland og ned til stranden, med jack-træer, durian og andre store frugttræer i en mangfoldighed forlængst tabt. I skovbrynet var kun enkelte rydede marker til at supplere befolkningens havbaserede diæt.
 
Af skoven er der intet tilbage i dag.

Måske der var i oktober 1959. Da starter historien om Patbam med en beretning om en flok G.I.’s på orlov fra Ratchasima, byen hvor den suverænt største U.S. base i Sydøstasien, siden blev opbygget. De tog turen over bjergene, i hælene på ingeniør-tropperne, der anlagde vejen ned til kysten, og de fandt et idylliske fiskerleje, hvor folk var flinke, pigerne smilede og var glade, grinede konstant og var særdeles søde og imødekommende.

Det fortalte de om hjemme på basen, og ad den nyanlagte vej fulgte soldater, permitterede, som permissionister. Siden - efterhånden som business’en blev udviklet - fulgte mafia og missionærer.
Et klondyke opstod, der på få år blev til en sand guldgrube. Derouten fra Paradis til Sodama og Gomorra begyndte.

Da Vietnamkrigen kom, udviklede det sig til det største U.S. Army Bordello set siden feltbordellerne i Tyskland efter anden verdenskrig. Ikke kun på grund af pigerne; der var andre taktiske årsager. Stedet ligger ved en dyb beskyttet havbugt, mindre end et døgns sejlads fra den tidligere krigsskueplads.

Amerikanske flådefartøjer ankrer den dag i dag rutinemæssigt op i bugten, så gaster og mandskab kan få lidt adspredelse hos glade og imødekommende piger, hvis job det er, at det skal føles let og ligetil. Deres allerfornemste opgave er at gøre elskovshungrende mænd så kulrede, at de går hen og gifter sig med dem. Det er det naive mål i sig selv.
De tager bussen ned til Patbam, ikke for at blive ludere, men for at blive gift med en rig farang. De kommer fra den fattigste del af landet, dagligt i bundter og i hundredevis derfra.
Der anslås at arbejde 10-20 tusind piger direkte i madrashøjde i byen. Inclusive freelancere og deltids - det er ikke ualmindeligt at lokale ‘udlejer’ deres koner og kærester - er udbudet reelt det dobbelte.

I objektivitetens navn og mod den misledte fantasis interesse, skal det dog siges, at de ikke ligger og spreder ben 8-10 gange om dagen. Det er ikke som narkoludere i Danmark, slet ikke.
Kun de mest attraktive af pigerne har partnere jævnligt eller på daglig basis, og næppe nogen har mere end én per nat. Det gennemsnitlige klientforhold er vel 1½-2 dage.

Langt størstedelen af de tusinder af piger i barerne har måske kunder en eller to gange på en måned; enkelte har nok aldrig, og dem der ikke ender op forhærdede eller fortabte, havner hjemme i rismarkerne igen.

Dem der bliver får 2500 om måneden, hvilket er 500 kroner, bare for at stå i baren og betjene kunder med flirt, almindelig social omgang og udskænkning. Hvis ingen tager dem med, er det alt de har at leve for. Det rækker kun til de ikke dør af sult, knapt til at de kan leje noget rum, så de bor hos hinanden.
De mest succesfulde har condo’er betalt af farang’er.

Alle sammen er de til salg - hvis nogen kan bruge dem - for en eller anden pris, og kassen for dem, er småpenge for os. Det er forretningen - stort set den eneste slags, der drives i Patbam - at skabe illusionernes bluff, et paradis, hele vejen fra Hiongsau til Laem Tien, så behageligt, så overbevisende, at ingen føler sig snydt.

Alle bliver dog lænset. Nogle så de bemærker det.


Opret en personlig blog og del dine billeder på MSN Spaces

torsdag, maj 11, 2006

 

My Back Pages

 
About me: I'm a Danish national about 60 years old living in a country of a nature so conceited and ruthless to a degree that the use of its real name might be hazardous. Therefore, not to offend anyone let's call it Freakland, a tropical paradise and a Buddhist nation where the Freaks are living. I live there out of sheer convenience, the cost of living and the climate - and because I'm married to a Freak. That's the obvious reasons.
Another more controversial and subtle reason is the mentality of my own country, Denmark. From a friendly open society it has turned into one of fear, where people are alienated to eachother and their souls vandalized now to a degree unthinkable compared to when I grew up there.
Every now and then though, I have to return, cause if I don't, the immigration laws now imposed, will make me loose any benefits of my citizenship. Of its kind those laws are among the strictest in the world. Xenophobia, a fear of anyone ethnic different, have dictated them. Sounds familiary? Well, in Denmark it's tantamout to religious beliefs these days.

Let me state once and for all: I am not writing this out of any ill feelings, but because I love my country and with the cartoon row in mind, the world oughta know, so it could change back to the humane image it used to have.
This is the purpose of my blog.
 
About my background: Born shortly after World War 2, I was put in a time of shortage, but it was an era of good will and unconditional hope. Then came the Cold War, so my childhood world was one of fear, but our beliefs in a better one couldn't be subdued by any fear, the herald of a new age to come was waving strong. Against all odds we strugled to make ends meet and we had faith in the future. Never should a new war be allowed to rage. By accident more than incident we were on the right side when the Iron Curtain went down, but as close as you could get and still be in the so-called Free World. We were the first ones to go if the Commies came.

So polarization emerged - and schizophrenia. Socialisme sure seemed to be the way to a better world - the only one we could imagine. At the same time the Americans were our saviors and displayed a lifestyle so grandiose and free it was hard to reject. We didn't know about McCarthy, segregation and all that. We only knew about Hollywood and the skyscrapers and the opportunity for any shoeshine boy to become a millionaire.
But something wicked there was about this capitalisme, some of us felt from the very beginning. We were building a social just society, with free education and healthcare for everybody regardless of social status. Same time we had this fear it all could be over in an instant. The fear of the mushroom cloud.

Yes I'm a worried man, always been that. As a kid I had nighmares of bombs falling in my neighbourhood. Guess I listened a little too much to the horrible war stories going around then. So when The Campaign Against Nuclear Disarmament was established, I marched every Easter, in Denmark and later on in Germany.

"Wir braucht keine Bunker, keine Führerhauptkvartier", we sang.
 
When the Vietnam War exposed the cruel aggressiveness of capitalisme and "The Summer of Love" came around I turned on, tuned in, became a hippie and put myself on the road to enlightment. I dropped out, went to India, hitchhiked through Turkey, Iran, Afghanistan, Pakistan and ended up in Nepal. There were no wars to stop us in those days, only love and brotherhood. Islamophobia was a word yet to be invented. Islam was hospitality. The poor people of the ragged countryside we travelled through were among the most friendly I was ever to meet.

One thing I didn't find in India was God, but I found meditation, Pranayama, yoga and Buddhisme. And now I spend time in a freak country, where they think Buddha is a god and do their worshipping to legions of Brahmanian and Hindi gods. Has nothing to do with Buddhisme. About that in a later blog.

Back to my story: By and by I more or less dropped back again, I became a shopkeeper. For almost twenty years I was, untill I - before it was too late - unstrapped the heart-attack machine. With no family left and the freedom of early retirement at my hand, I took up travelling again. On my way to Australia I got stuck in Freakland, and here I am maybe freaking out, but not really free at all, having a hard time with my jealous Freak wife, enduring horrible conditions of heat and humidity, cursing every now and then the natives sloppiness in daily matters and their corruptness in business as well as worshipping. They are Freaks, that's the way it is. Anyway I'm never alone.

About the aim of this blog: Millions of midleaged men come to Freakland because of the seclusion they're stuck with in their own countries. They came for female company and a party going lifestyle, a style they never could have afforded at home. They come for smile and warmth, attemping to escape their lonliness. Those with good pensions never leave.
To tell their stories is one of my aims.

Every now and then, I shall post excerpts from a book I've been writting for 5 years now. Naturally, but unfortunetely - it's written in Danish. My linguistic skill does not stretch that far I can translate the lyrics into a poetic tone - so it will be posted in Danish. Therefore, Danes hang on.
The blogs will also be commenting on topical issues within politics, society and social fields in general. In that concept I shall - for further reading and contemplation - try now and then to link a site with the post. My favorite one is "truthout" where this link is from.

It's about George Double Trouble, "Junior", as the gang in The White House, Dirty Don, Tricky Dick and Creepy Conda calls the President of the United States. Is he a crook like Nixon was, or is he just a downright stupid ignorant? Or is he actally a moron, as the linked article suggest? Well, judge for yourself.


Stephen Pizzo: Forrest Gump's Evil Twin
http://www.truthout.org/docs_2006/042106G.shtml


Opret en personlig blog og del dine billeder på MSN Spaces

onsdag, maj 10, 2006

 

LIVING WITH WAR


"Well... uh... I haven't heard it... yet!"

LIVING WITH WAR

strong stuff for a bad conciousness.
Doesn't bother Junior... it seems... uh...
he's gone fishing ...again.

- but there's no way to get around it -

LISTEN NOW!


!!!LET'S IMPEACH THE PRESIDENT!!!

HOME

This page is powered by Blogger. Isn't yours?

Cost of the War in Iraq
(JavaScript Error)
To see more details, click here.