fredag, maj 12, 2006

 

På KaengKabao

Hun havde taget hormoner mere end et år nu. Da hun begyndte, var hendes bryster i løbet af to-tre måneder blevet kæmpestore og hårde, vistnok også ømme, men hun led gerne for skønheden.
Troels prøvede at forklare hende, at det er hasard med helbredet, og hjalp hende så ellers med at massere dem, men at det også er humørpåvirkende, ville hun ikke tro på, selvom hun helt tydeligt blev ulykkelig, simpelthen godt gammeldags paranoid, når hun tog dem.
Det endte med episoder - hun var helt umulig - med tilkaldte strømere og legen kispus med dem.

Der var masser af muligheder for at forsvinde i et kompleks som KaengKabao; det gav spænding og dramatik om ikke andet. Med mindst 500 ufærdige rum, der bare var fyldt med støv, var hagen ved det, at man blev møgbeskidt. I et tilfælde lå han skjult i et sådant beskidt rum. Med sin rygsæk og guitar planlagde han flugt over muren.
Han havde taget røven på dem. Hun var gået ned for at vente på sine små politidrenge, og han var blevet smækket ude.

Thomas havde fortalt ham, at man kunne dirke låsene op med et plastikkort. Nu havde han chancen. I skyndningen med at gå politiet i møde, så de ikke for vild i ‘Betoncostans’ uendelige gange, havde hun kun smækket døren.
Han gik i gang, først med sygesikringskortet; det holdt ikke, hævekortet Farmer Bank heller ikke, men da han kom til bonuskortet fra Aeroflot, var den der med det samme.
God gammeldags russisk plastik! det ved man hvad er.
Fidusen er at føre det ind mellem dør og kam, så det følger kammen uden at knække - tunge miljøbelastende polykarbonater er bedst til det - og vupti, døren springer op.

Hurtigt smed han noget tøj i rygsækken og tog sin guitar.
Alt i alt syntes det ham lidt teatralsk, hvad bagateller kan køres op til.
 
Han kunne sjældent sætte fingeren på noget og sige dét var årsagen, andet end at det var en kombination af hendes misopfattelse af tingenes tilstand og hans koleriske temperament. Et udslag af hendes vanvid og hans utilpashed ved miljøet.
Derfor havde han som regel også glemt årsagen, når panserne dukkede op, for han plejede bare at sætte sig ned og vente på dem. 
Men denne tidlige aften sad han ikke og ventede; han havde hvad han skulle bruge, inklusive pas og flybillet.

Netop på vej ud dukker hun op for enden af gangen med panserne. Han skyndte sig modsatte vej til en ubrugt trappegang, møgbesidt, men forcérbar; han ved hvilke etager der er afspærrede.
Nogle etager nede, så langt nede, at de ikke har chance for at se ham fra elvte, løber han ud på svalegangen, tilbage til hovedtrappen, spæner nogle etager op til én, hvor han ved, der er aflåst fra den trappe han oprindelig løb ned af.
Således narrer man dumme pansere.

Nu havde han lagt sig i skjul i et tomt rum, hvor han både kunne overse området omkring poolen og høre hvad der foregik oppe ved rummet. Da hun opdagede han havde været i rummet og fjernet sine ting, blev der kæftet op. Nu havde hun først grund til nervøsitet.
Han kunne høre og til dels se, hvordan hun med politiet fes rundt og ledte efter ham; før eller siden ville tegneserie-cops’ne give op, men en grad af, om ikke efterlysning, så efterretning ville der være på ham.
Hele komplekset har en mur omkring med døgnbemandet portvagt. Han overvejede at forcere muren til nogle private haver, for at slippe uset bort.
Hvis han gik igennem porten med guitar og bagage, ville de næppe standse ham, men efterretningen ville være rundt i løbet af to minutter. Politiet gad ikke rigtigt at gennemsøge alle de tomme rum; de kommer kun to mand ad gangen, og hvis de skal arbejde, må man betale dem. Han lå og funderede.
 
Han syntes sgu’ han var blevet for gammel til det pjat. Om ikke andet, hvis han også skulle spille ‘the fugitive’, ville de få ham i lufthavnen. Ikke at han havde gjort noget, men hvis man besværer politiet og er farang, så forventer de erkendtlighed.
Han var frit bytte.
Når det endelig var, kunne de ikke gøre noget som helst, de latterlige pansere. Men de kunne hurtig få ham op at køre, hvis de ville - og man ved aldrig, hvad de vil.
 
Der kunne højst ske det, at de beordrede ham til for egen drift og regning at begive sig ned til politistationen.
De har ikke egentlige patruljevogne, men kører på knallerter, og hvis de skal have hentet nogen, der ikke frivilligt vil med, har de pick-ups, de kan kyle dem op på ladet af. En panser med riffel sørger for, at ingen hopper af.
Hans forbrydelser havde hidtil ikke været alvorlig nok til at opnå den service. Det var nok meget godt, for de ligger ikke fingre imellem.
Lige nu ville han springe op og falde ned på, hvad de beordrede ham til.
Drengene på deres politiknallerter kunne aldrig løse noget som helst; det kunne de langt mindre på stationen. Det var en balancegang, hvor en uoverlagt bemærkning, et udbrud eller en attitude kunne få fatale følger.
 
En enkelt gang havde han fulgt ordren og taget ned på politistationen; hun påstod han havde brugt vold. Han havde blot skubbet hende ud af døren uden unødig brug af magt.
På politistationen var det blevet til noget nær legemesbeskadigelse, og efter at hendes version var blevet nedskrevet, skulle han bringe hende til hospitalet til undersøgelse og betale for det.
Han havde nægtet at underskrive rapporten; den ret kunne de trods alt ikke nægte ham. Til gengæld var han så blev truet med arrestation, hvis han ikke bragte hende til hospitalet.
Der var intet som helst i vejen med hende, så han spurgte hvilken lov han havde forbrudt sig imod. Det har man ret til at vide, men den var lige på grænsen, forstod han på det truende kropssprog, der blev reageret med.
Et ord mere og han ville være i spjældet. Tæt på.

Han fik ikke at vide hvilken lov, og han bragte hende heller ikke til hospitalet.
 
En anden gang var det tourist police’n, der var kommet til deres rum på elvte etage. De har et specielt turistpoliti, til at beskytte dem mod turisterne - selvom det egentlig er tænkt omvendt. Ikke mere vrøvl, bare betal! Deres fortrin skulle være, at de kan tale engelsk.

De kom til rummet, da kæmpe keramiksneglen fra søster i  Ratachima og kassettebåndoptageren lå i stumper på gulvet. Med deres baretter på sned og støvlerne blankpudsede, havde de velfornøjet vadet i skårene, vredet fødderne så det rigtigt knasede.
Den ene var straks gået ud på altanen og røget en smøg, mens han nød udsigten og distræt kiggede på blomsterne og planterne derude. Der var en 30 centimeter lille hampplante blandt dem. Han stod og gloede direkte på den. Så!, tænkte Troels.
Åbenbart havde han aldrig set ganja før; der var i hvert fald ingen genkendelse. Den anden panser var grov og ulækker, og han foretog forhøret.
— You hungry, blev han ved med at sige. Han var ikke helt sikker på om det var en frokost invitation eller et spørgsmål.
— What??!
— You hungry? Troels fattede ikke, hvorfor han spurgte om netop det.
Efter et par gentagelser af spørgsmålet, hvor panseren tydelig blev mere og mere irriteret, fandt han ud af, at han mente “angry”, når han sagde ”hungry”.
— No, I’m not hungry, sagde Troels så.

Deres sprogevner er et kapitel for sig, og et omvendt proportionalt eksempel på en af de goder kolonisering har bragt de koloniserede.
De forunderligste fejlstavninger ses overalt, ja, selv i fjernsynet. Som følgende eksempel viser.
Kongen holdt for nogle år siden rund fødselsdag, og det blev fejret i tre uger - selvfølgelig også i fjernsynet. På en af de statslige kanaler kørte en streamer konstant, hvor der stod:
 ...“HAPPY BIRD DAY”! Det stod der virkelig.
Egentlig er det majestætsfornærmelse, men de lader som om de ikke ser det. Så nu går der vel 20 millioner freaks rundt og tror at ‘bird day’ er det samme som ‘birthday’, som nogen tror at ‘hungry’ er ‘angry’.
 
Han forventede at den automatisk ville blive rettet; kyndige folk ville opdage fejlen. Men nej! Den stod der i alle tre uger.
I et land hvor kongen er buddha, og hvor majestætsfornærmelse kan medføre dødsstraf, virker det ubegribeligt. De lader som om de ikke ser det, det vil bare bringe en eller anden i forlegenhed; i sidste ende kongen. Så hellere holde sin mund.
 
Der var mange bataljer i den periode; og de lærte ikke meget af deres misforståelser. Ingen erkender sine fejl. Det førte til episoder på gaden, som i deres fjerntliggende rum. Ensomheden var, sammen med udsigten, blandt de få fordele der kunne opregnes ved deres domicil, de kunne råbe og skrige, larme lige så tosset de lystede.
Der var rækker af tomme rum til nærmeste nabo; ingen ville reagere på hverken dødsskrig eller våbenild.
 
Nogle gange nede i soi’en kunne det godt gå lidt hedt til; der var flere steder de havde karantæne. At de ved en sådan lejlighed, kom til at forvolde skade på privat ejendom, var ikke tilsigtet.
En bagatel af skade, ganske vist, men nok til at der næste morgen havde der stået en flok folk udenfor deres rum, som højtråbende og lettere truende havde vækket dem; sammen med smeden ville de have dem med ned og besigtige skaderne.
Det var gået ud over et af de blik-jalousier, de ruller ned foran facaderne på butikker og huse.

Under håndgemæng var han kommet til at skubbe hende ind i et af de nedrullede gardiner. Ikke kraftigt, men da det er noget billigt blikstads, holdt det ikke til, at hendes krop faldt ind i det. Det bukkede så meget, at det slap den midterskinne, det kører i, og røg ind. Jalousiet slap rammen og kollapsede.
Hun røg ind sammen med det; ind på gulvet i et tomt rum. Hovsa!
Men hvad fanden ragede det ham.

Han var en lille indtørret satan, smeden, og da han skulle vurdere skaden og skitsere omfanget af en udbedring, lagde han straks ansigtet i nogle meget professionelle og dermed dyre folder.
Det ville løbe op i flere tusind baht, var det eneste sikre, for han var nød til at afmonterer rullegardinet med ophæng og hele pivtøjet, og tage det med hjem på værkstedet.
— Hvabehar! Nej, nu stopper vi lige en halv, udbrød Troels.
— Din lille plattenslager! Giv mig skruetrækkeren, så skal jeg sgu’ nok selv klare det.
Problemet var tværskinnen, der deler åbningen i to. Den tillod en mindre del af jalousiet at åbne separat og var simpelthen blevet skubbet ud af det hak i fodremmen, den var fæstnet i.

Det skulle han eddermanme nok selv klare, hvis det var sådan, at de skulle have penge for en sådan bagatel. Det var kun et spørgsmål om at få jernskinnen skubbet på plads igen.
Han gav sig til at skubbe på den. Den skrabede hårdt mod gulvet, jo hårdere jo længere han fik den skubbet frem. Til sidst sad den urokkelig fast.
Det er ikke planen, der er noget galt med, det er styrken. Han manglede noget værktøj.
Da han ser sig om i lokalet finder han en stump beskidt bjælke i bunke ragelse, en gammel 4'x4' lægte af noget tungt træ. Den har en passende længde og er anvendeligt som slagværktøj.
Med enden af bjælken giver han sig til at banke løs på skinnen helt nede ved gulvet. Den trækker en fure i cementen, efterhånden som den bliver banket på plads.
Fidusen ligger i, som den nærmer sig hakket, at få kanten af blikket med ind i skinnen, så det kan rulle igen.
Uden ordentlig værktøj udover plattenslagerens skruetrækker, var især den del af operationen krævende. Men han har sine fingre, det mest alsidige stykke værktøj der findes.
Jalousiet var både skarpt og beskidt, indsmurt i olie. Han blev møgbeskidt og kunne ikke undgå at skære sig, da han baksede med det.
Skråt op! Situationen ignorerede smerte og optimerede styrke. Han gav den et sidste dunk med bjælken, som han nu måtte operere med en hånd, fordi han samtidig skulle styre blikket med den anden. Det glider på plads - han når lige at få fingrene væk, da det går i hak.

Buddha var åbenbart stadig med ham.
------------------------------------------------------------


Få de bedste resultater med MSN Search
Comments: Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link



<< Home

This page is powered by Blogger. Isn't yours?

Cost of the War in Iraq
(JavaScript Error)
To see more details, click here.