fredag, maj 12, 2006

 
 
 
 
Took a long way to get it to here.
 
This is publishing by e-mail.
 
 
That way I can publish quite big lumps.
 
 
 
____________________________
§§§§§§§§§§§§§§§§§§
 
O                O
 
~-~_..._~-~
""
""
____________________________
____________________________
Dette er et afsnit fra min bog om livet i Freakland.
Det er taget fra kapitlet om Patbamphûyín.

Billedet er min kone, der dyrker sin buddha.


Vi kan kalde afsnittet:

Voodoo & Patbam
 
Selvom Troels og Aud nok var forskellige i kultur, så havde essensen i deres livsfilosofi samme etiske om ikke kvalitet, så sigte. Renhed kan der ikke være tvivl om, men hvad der er hvidt og sort, især i hvilken grad, kan der godt.
Fælles for dem var jokeren med det halve ansigt, han viser kun den ene side, altid i profil - og kun i spøg selvfølgelig. Han lader korruptionen råde, hvis det er lønsomt; og det er det ofte. Fristende i det mindste.
Om det er fordelen værd, kan diskuteres.

Bortset fra det, var deres ideer om verdens elendighed og dens frelse nogenlunde de samme. Alligevel raffinerede hun den ultimative gift for ethvert parforhold, perfektionerede det terminale våben: jalousien.
Hun gjorde det hinsides enhver fornuft. Ja, i sin skuffelse havde hun netop valgt, at lade sund fornuft gå fløjten.
Hvor bevidst det var, er svært at sige. Begrebet ‘sund fornuft’ eksisterer næppe som begreb i deres kultur. Hun satsede bare på dens særkende og højt udviklede speciale: overtro med varsler og forbandelser. Forudsætningen er uvidenhed og frygt.

Der var bare dét, han ikke besad de forudsætninger.

Dog var han ikke bedre end andre, for han lyttede gerne til sladder. Samma-samadhi, ret koncentration, den sidste forudsætning på den ottefoldige vej, den besad han heller ikke til fulde.

Trods buddhister, er ideen at selv være årsag til, at ting går skævt dem fremmed. Når noget går galt, er det altid andres, phi-phi og ånder skyld, eller det er ‘voodoo’ - det er aldrig deres egen.
Derfor kan deres ‘tro’ udmønte sig i uhyrligheder, grusomheder, der normalt henregnes til den mørke middelalder, som rituelle menneskeofringer og spidning. Det forekommer. Fotografisk dokumentation findes.
Ofrene har vel haft et dårligt karma, nogle skal jo være heks, når virkeligheden er så fordrejet som i Freakland.
 
Sikkert er det, at idealer må forrådes for simpel vindings skyld.
For at leve med bevidstheden om samma-sankapa, ret sindelag, som gode buddhister nu engang bør som en del af den ottefoldige vej, og så alligevel, i strid med samma-vacca, ret tale, bliver nød til at lyve, gør at de tyer til nogle mekanismer, der er ren overtro.

Dér ligger roden til deres såkaldte ‘voodoo’. I deres folketro har de indbyggede ritualer, der gør dem skyldfri. Rene kineserier, på det seneste tilføjet nyt blod af horror- og splatterfilm af værste skuffe.
Derfor kalder de det ‘voodoo’.

De tror fuldt og fast på begrebet ‘at være sin egen lykkes smed’, vel at mærke som en ren tilfældighed mere end noget man skal gøre sig fortjent til - på trods af karmadogmets centrale placering i buddhismen. De giver det fløjten, for ved at sælge sin sjæl til en dæmon, kan man altid få hjælp til at smede en falsk lykke.

Samma-sati, ret opmærksomhed, er en kvalifikation de meget sjældent besidder. Han forstod det ikke, syntes det var sygt, men måtte forlige sig med det.
Han ville gerne hjælpe hende til at droppe sin overtro, til at få en mere elitær opfattelse af sin religion og til at komme overens med sin tvivl.
Hans Aud var en intelligent kvinde, det var han ikke i tvivl om. Heller ikke at hun elskede ham, og de sammen ville kunne nå langt, hvis det ikke var for åndssvage beskyldning om, at han havde andre kvinder.

De tog for alvor fart, da de boede i Hiongsau-bydelen af Patbam, godt hjulpet af hans forbindelse til Lars, Rene og siden Yan. Især Lars’ karl-smart type udstrålede en utroværdighed svær for hende at kapere.
Hvis han kunne tro på sådanne typer, hvis det var hans venner, hvor meget kunne hun så tro på ham?
Insinuationerne truede med at de ingen vegne skulle nå. Hun havde hans røde sofa derhjemme i tankerne; kunne åbenbart ikke glemme, hvor god sex de havde dyrket i den.
Hendes problem var ikke kun en manglende evne til at undertrykke fantasier; hun kunne heller ikke skelne dem fra virkeligheden. Hun virkelig så de erotiske øvelser, i den grad, som hun selv havde nydt dem, blive andre kvinder, værst af alt, ‘young girls’, til del.

Helt bogstaveligt!

Hun havde en slags ‘fjern-syn’ i sit hoved, der lod alskens ånder transmittere til hende; ikke mindst Kuanyin - foruden Buddha på kanal ét.
Hele firmamentet i hendes Pantheon var direkte on-line til hende, når hun drømte, som når hun mediterede. De kalder det ‘spiritualitet’.
Troels kunne ikke følge hende.

Det tangerede vanvid, og hendes beskyldningerne var absurde for enhver, der havde et blot overfladisk kendskab til Troels.
Han spekulerede på om hun virkelig mente det, eller om det var fordi, hun så ham så attraktiv, at hun som en anden elskovssyg tæve behøvede kampen for at retfærdiggøre, at beholde ham for sig selv.
Eller var det bare en følge, et udtryk et miljø som Patbam manifesterer sig med, en besættelse der skræmmer gode ånder væk, så kærlighed umuliggøres?

Patbamphûyín var fra starten af, da Hiongsau forlængst var blevet gammel og sat, kun en uspoleret strand med palmer og simple fiskerhytter ved Laem Chabang. H.N. Andersen - ham med ØK - plejede at gå på tigerjagt i de jomfruelige urskove dér, der i flg. hans livserindringer var fyldt med
“...store Yang-træer, som rager højt op i luften ...så tykke, at fem mand kan have ondt ved at spænde om dem i mandshøjde fra roden.”
Jo, han havde et godt øje til tømmer og han havde ikke ondt ved at profittere på de statelige træer.
 
Skoven strakte sig dengang over bakkerne helt fra Khmerland og ned til stranden, med jack-træer, durian og andre store frugttræer i en mangfoldighed forlængst tabt. I skovbrynet var kun enkelte rydede marker til at supplere befolkningens havbaserede diæt.
 
Af skoven er der intet tilbage i dag.

Måske der var i oktober 1959. Da starter historien om Patbam med en beretning om en flok G.I.’s på orlov fra Ratchasima, byen hvor den suverænt største U.S. base i Sydøstasien, siden blev opbygget. De tog turen over bjergene, i hælene på ingeniør-tropperne, der anlagde vejen ned til kysten, og de fandt et idylliske fiskerleje, hvor folk var flinke, pigerne smilede og var glade, grinede konstant og var særdeles søde og imødekommende.

Det fortalte de om hjemme på basen, og ad den nyanlagte vej fulgte soldater, permitterede, som permissionister. Siden - efterhånden som business’en blev udviklet - fulgte mafia og missionærer.
Et klondyke opstod, der på få år blev til en sand guldgrube. Derouten fra Paradis til Sodama og Gomorra begyndte.

Da Vietnamkrigen kom, udviklede det sig til det største U.S. Army Bordello set siden feltbordellerne i Tyskland efter anden verdenskrig. Ikke kun på grund af pigerne; der var andre taktiske årsager. Stedet ligger ved en dyb beskyttet havbugt, mindre end et døgns sejlads fra den tidligere krigsskueplads.

Amerikanske flådefartøjer ankrer den dag i dag rutinemæssigt op i bugten, så gaster og mandskab kan få lidt adspredelse hos glade og imødekommende piger, hvis job det er, at det skal føles let og ligetil. Deres allerfornemste opgave er at gøre elskovshungrende mænd så kulrede, at de går hen og gifter sig med dem. Det er det naive mål i sig selv.
De tager bussen ned til Patbam, ikke for at blive ludere, men for at blive gift med en rig farang. De kommer fra den fattigste del af landet, dagligt i bundter og i hundredevis derfra.
Der anslås at arbejde 10-20 tusind piger direkte i madrashøjde i byen. Inclusive freelancere og deltids - det er ikke ualmindeligt at lokale ‘udlejer’ deres koner og kærester - er udbudet reelt det dobbelte.

I objektivitetens navn og mod den misledte fantasis interesse, skal det dog siges, at de ikke ligger og spreder ben 8-10 gange om dagen. Det er ikke som narkoludere i Danmark, slet ikke.
Kun de mest attraktive af pigerne har partnere jævnligt eller på daglig basis, og næppe nogen har mere end én per nat. Det gennemsnitlige klientforhold er vel 1½-2 dage.

Langt størstedelen af de tusinder af piger i barerne har måske kunder en eller to gange på en måned; enkelte har nok aldrig, og dem der ikke ender op forhærdede eller fortabte, havner hjemme i rismarkerne igen.

Dem der bliver får 2500 om måneden, hvilket er 500 kroner, bare for at stå i baren og betjene kunder med flirt, almindelig social omgang og udskænkning. Hvis ingen tager dem med, er det alt de har at leve for. Det rækker kun til de ikke dør af sult, knapt til at de kan leje noget rum, så de bor hos hinanden.
De mest succesfulde har condo’er betalt af farang’er.

Alle sammen er de til salg - hvis nogen kan bruge dem - for en eller anden pris, og kassen for dem, er småpenge for os. Det er forretningen - stort set den eneste slags, der drives i Patbam - at skabe illusionernes bluff, et paradis, hele vejen fra Hiongsau til Laem Tien, så behageligt, så overbevisende, at ingen føler sig snydt.

Alle bliver dog lænset. Nogle så de bemærker det.


Opret en personlig blog og del dine billeder på MSN Spaces
Comments: Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link



<< Home

This page is powered by Blogger. Isn't yours?

Cost of the War in Iraq
(JavaScript Error)
To see more details, click here.